Diskussion i Flensborg: Byrådsdamer eller byrådskvinder?

Byrådet i Flensborg skal tage stilling til, om betegnelsen for et kvindeligt byrådsmedlem skal laves om.

Gabrielle Ritter, der er formand for byrådsgruppen for Die Linke i Flensborg Byråd, foretrækker at man bare siger byrådsmedlem.

I Flensborg skal byrådet i dag afgøre, om de kvindelige byrådsmedlemmer skal kaldes for byrådskvinder eller byrådsdamer.

I dag hedder det byrådsherrer og byrådskvinder. Men det er ikke ligeværdige betegnelser, mener lokallisten "Wir in Flensburg".

Lokallisten har derfor stillet et forslag om, at det i stedet skal hedde byrådsdamer.

Hubert Ambrosius, der er medlem af Ligestillingsudvalget for lokallisten, forklarer:

- Det hedder jo for eksempel mine damer og herrer, og mænd og kvinder. Så hvis der skal være ligestilling mellem betegnelserne, skal man sige byrådsherre og byrådsdame, siger han.

Han mener, debatten er vigtig i forhold til ligestilling i byrådet

Computer eller Computerin

Forslaget fra "Wir in Flensburg" har imidlertid fået venstrefløjspartiet Die Linke til at komme med et humoristisk modforslag for at tage gas på forslaget.

Partiet foreslog, at alle arbejdsredskaber både skal have et maskulint og et feminint navn, så computer eksempelvis både skulle hedder der Computer og die Computerin.

Personligt har formanden for Die Linke i byrådet i Flensborg, Gabrielle Ritter, nemlig ikke lyst til at blive kaldt dame.

- Jeg foretrækker, at man ændrer det til byrådsmand og byrådskvinde, eller det mere fremskridtsvenlige byrådsmedlem, siger Gabrielle Ritter.

Facebook
Twitter