DMI: Halv måneds regn på ét døgn i sydjyske Vejen

Meldinger om oversvømmede kældre, veje og viadukter på tværs af landet.

Også Vejle har været ramt af de store vandmængder. Her løb åen i aftes over sine bredder.

Det seneste døgns heftige regnskyl har trukket et vådt spor hen over Danmarkskortet, hvor især de sydlige landsdele er hårdt ramt.

Det fortæller vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Klaus Larsen, her til formiddag.

- Der er faldet mest regn i Syd- og Sønderjylland, et stykke op i Midtjylland samt på Fyn og henover stor dele af Sjælland, siger han.

Den største regnmængde er faldet i Vejen, der ligger mellem Esbjerg og Kolding.

Her har borgerne fået det, der svarer til en halv måneds regn på ét døgn.

Flere steder i Vejen har brandvæsenet været ude for at føre vandet væk. (© Elo Christoffersen)

- Der er faldet temmelig varierede mængder regn over landet. Men mest ekstremt i Vejen, hvor der er faldet 49 millimeter. Her plejer gennemsnittet at ligge på 94 millimeter på en hél måned, siger vagtchefen.

- Så det er rigtig meget. Det er ikke hvert år, at vi ser det, påpeger han.

Der bor knap 43.000 mennesker i Vejen Kommune (© DR Nyheder)

Oversvømmede huse og kældre

De store vandmængder har også medført oversvømmelser af huse i området.

Beredskabsdirektør i Trekantsområdets Brandvæsen Jarl Vagn Hansen oplyser, at den første anmeldelse kom i aftes.

- Vandet drev simpelt fra en vej mod lavereliggende områder, så det måtte vi ud og forsøge at få afværget med nogle sandsække, siger han.

Beredskabschefen i Trekantområdet vurderer, at der sagtens kan være tale om flere oversvømmelser end dem, brandvæsenet har været ude til. (© Elo Christoffersen)

Senere på aftenen fik politiet en anmeldelse om en friskole i Øster Lindet, hvor der var vand i kælderen.

- Skolen havde selv iværksat afværgeforanstaltninger og haft en slamsuger til at hjælpe med at pumpe vandet væk, fortæller Jarl Vagn Hansen.

Her til morgen har brandvæsenet i alt været ude til fire huse med oversvømmelser, men det siger ikke nødvendigvis meget om det reelle antal.

- Der kan sagens være flere, der er ramt af vand, men hvor de selv har forsøgt afværge det eller har taget kontakt til deres forsikringsselskab, siger beredskabsdirektøren.

- Det er også den bedste måde at gøre det på, hvis man her til morgen konstaterer vand i kælderen, at man ringer til forsikringsselskabet og får hjælp fra et skadeservicefirma, uddyber han.

Politiet har haft travlt

Tidligere i morges fortalte vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ivan Gohr Jensen, at trafikken har været ramt af de store vandmængder.

- Der har stået vand på kørebanerne rigtig mange steder i vores politikreds. Med undtagelse af Varde er samtlige kommuner ramt.

- Viadukter har været oversvømmet og biler har siddet fast.

I politikredsen har man fået op mod 50 henvendelser om alt fra oversvømmede kældre, haver, sommerhusgrunde og kolonihaver til veje, viadukter, kloaker og sluser ved strande.

Billedet er fra Hoptrup, hvor der har været et jordskred. (© DR Nyheder)

Men der er foreløbigt ingen meldinger om personskade i området som følge af vejret.

På Hoptrup Hovedvej ved Haderslev har vandmasserne desuden skyllet skrænten væk, så kørebanen er undermineret, oplyser vagtchefen:

- Det har været nødvendigt at spærre kørebanen af i nordlig retning, men det er fortsat muligt at passere.

Jordskred langs motorvej

Regnvejret har også fået telefonerne til at kime hos Vejdirektoratet, der har været ude til to større hændelser.

Den ene drejer sig om en jordvold langs Kalundborgmotorvejen, hvor jorden havde revet sig løs og var endt på kørebanen, fortæller vagthavende Mette Nedergaard.

- Der har været store mængder vand på et helt nyt stykke motorvej, hvor der endnu ikke er græs på skrænterne, så der har vi været ude for at feje lidt.

- Der ligger stadig lidt jord i nødsporet, men ikke noget, der er til fare for bilisterne.

Den anden hændelse drejer sig om oversvømmede toiletter på en rasteplads ved Vejle, hvor den tilhørende tankstation af samme årsag er blevet lukket.

Lige nu er der meldinger om normale tilstande på de statslige veje, som omfatter motorveje, motortrafikveje og landeveje.

- Der bliver kørt pænt derude, og der er ingen køer, fortæller Mette Nedergaard.

DMI: Frontzone vender tilbage

I store dele af Sønderjylland viser regnmåleren over 40 millimeter regn. Og på store dele af Fyn er der faldet over 30 millimeter.

Flere steder i landet er der faldet mindre mængder henover døgnet - men større mængder på kort tid.

Og det øger risikoen for oversvømmelser, fortæller Klaus Larsen fra DMI.

- Nogle steder er der faldet kraftig regn med 24 millimeter på seks timer. Det ligner, at det kunne være på Fyn og i Nordøstsjælland, hor de kriterier er opfyldt. Det er temmelig meget regn, så det er mærkeligt, hvis der ikke er oversvømmelser der, siger Klaus Larsen.

Aabenraa i Sønderjylland er ikke blevet skånet for de store mængder regnvan. (© DR Nyheder)

Danmark får i dag en pause fra det våde vejr. Men allerede i morgen begynder regnen igen at falde.

Det skyldes en lang frontzone, et område med skyer og regn, der ligger og "svinger op over Danmark", forklarer DMI-vagtchefen.

- Der er meget vand i systemet. Og på søndag og tirsdag bølger det op over Danmark igen, men om der falder ligeså meget regn, er vi langt fra sikre på.

- Vi sender varsel ud, hvis vi vurderer, at vi igen kan komme op på de her kriterier, siger han.