Dramaet i storkereden fortsætter: Far er død, og nyt par vil jage enlig mor på flugt

Storken Annika er nu alene om at passe seks æg, efter han-storken Tommy er erklæret død.

Siden lørdag har hun-storken i Smedager været ene om at ruge på redens seks æg. (© storkene.dk / TV Syd)

Det sønderjyske storkedrama i Smedager tager til i styrke. Han-storken i parret Tommy og Annika er nemlig gået fra at være forsvundet til at blive erklæret død.

Efter Tommy ikke er blevet set siden lørdag aften i reden i Sønderjylland, har storkeeksperterne i foreningen storkene.dk trods en omfattende eftersøgning opgivet håbet. Derfor er hunnen Annika blevet enke efter seks år sammen med sin mage.

Tilbage i reden er hun efterladt alene til at passe på de seks æg, hun ruger på.

- Vi er nødt til at antage, at han nu er død, fordi en stork, der er midt i ynglesæsonen, ville komme tilbage til reden igen meget hurtigt. Da den ikke har været tilbage siden lørdag, så er han helt sikkert

omkommet
– det er der ingen tvivl om, siger Jess Frederiksen, der er formand for storkene.dk.

- Vi har kendt Tommy siden 2014, og han er trofast kommet hvert år til reden, så det er selvfølgelig rigtig, rigtig trist – ikke mindst fordi det er sket, mens der ligger æg i reden.

Her flyver han-storken fra reden i Smedager lørdag aften. Det er sidste gang, den er blevet set. (© storkene.dk / TV Syd)

Hunnen kan ikke klare sig alene

Så længe hans nu tidligere mage ruger, har hun ingen mulighed for at få føde. Storke passer normalt deres æg og unger sammen, da æggene skal beskyttes mod rovfugle, regn, vind og vejr, så storkeparret skiftes til at ruge og finde føde. Derfor tør Annika ikke forlade reden, efter hun er blevet alene, forklarer Jess Frederiksen.

- Det er en næsten umulig opgave for én stork at opfostre en

kuld
storkeunger. Hvis ikke vi hjælper hende på en eller anden måde, så kommer det heller ikke til at ske. Så dør ungerne nærmest, så snart de kommer ud af æggene.

Mandag tog folkene bag storkene.dk alternative metoder i brug for at sikre, at hun-storken fik føde. Ved hjælp af en lang teleskopstang med en pålimet anordning af en fejebakke og et dørslag fik de lagt noget fisk på kanten af reden. Selvom føden blev spist, holder de igen med at bruge den løsning.

- Det skræmte Annika så meget, at det tør vi ikke gøre igen. Nu vil vi lade hende ruge æggene ud de næste dage, og så vil vi til den tid igen få lagt noget mad op til hende i reden.

Men en teleskopstand, en fejebakke og et dørslag hjalp storkeeksperterne med at skaffe føde til den enlige hun-stork i Smedager. (© storkene.dk / TV Syd)

Mere er der ikke at gøre for den enlige storkemor, lyder det fra Jess Frederiksen.

- Vi kunne have taget ungerne ud af reden og få dem madet op, men det ville være et stort indgreb over for Annika, fordi hun ville føle, nogen havde taget hendes unger, og så ville hun bare forsvinde helt. Så det er virkelig en balancegang. Vi kan kun gøre noget til en vis grænse, for natur skal også kunne gå sin gang, siger han.

Nyt par truer Annika

Og ikke nok med at enkestorken i Smedager har mistet sin partner gennem seks år og kæmper for at få føde, så bliver hun nu også presset udefra.

I går ankom der et fremmed

storkepar
til området, som har indkvarteret sig i en rede blot 25 meter fra Annikas rede. Det er nu med til, at hendes situation er endnu mere kompliceret, forklarer formanden for storkene.dk.

- Det er meget overraskende. Vi satte den storkerede op for godt et år siden på en lade ved siden af den anden rede som en aflastningsrede for Tommy og Annika, når de havde store unger.

- Nu vil de nye storke meget gerne overtage begge reder, så Annika er alene om at forsvare sin rede. Normalt ville parret gøre det sammen, men hun er ene om det, samtidig med at æggene skal ruges ud, og hun skal have føde en gang imellem. Det er en kæmpe opgave for hende.

Normalt yngler storke i kolonier, hvor de sagtens kan finde ud af acceptere hinanden, men

storkepar
som Annika og Tommy, der yngler alene i mange år, bliver noget intolerante over for naboer.

Derfor er der formentlig også kun plads til enten den vordende mor eller det nye par i rederne i den sønderjyske by.

- Det bliver sværere og sværere for hende, men hun har vist sig at være en sej dame og har forsvaret reden godt. Det er dog slet ikke umuligt, at hun til sidst må forlade reden, og så vil de nye storke overtage den ved at rydde æggene ud, og så selv begynde at yngle der, siger Jess Frederiksen.

Facebook
Twitter