Dramatisk udvikling på skandaleramt skole chokerer borgmestre og ekspert: ’Jeg er rystet’

Afsættelsen af VUC Syds bestyrelse har sendt rystelser i gennem borgmesterkontorerne i Syd- og Sønderjylland.

Et nyt midlertidigt styre har en måned til at vurdere VUC Syds økonomi. (Foto: © Anne-Marie Lindholm- DR Syd)

Situationen for den syd- og sønderjyske uddannelsesinstitution VUC Syd udviklede sig dramatisk i går.

Bestyrelsen blev afsat af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), og et midlertidigt styre blev i stedet indsat for at kortlægge og vurdere økonomien. Herfra skal STUK vurdere, om VUC Syd kan fortsætte driften.

Det chokerer Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, som har fulgt sagen tæt.

- Jeg er meget overrasket, for da vi så årsregnskabet og revisionsrapporten med forbehold, var det nok det værste, jeg nogensinde havde set, og jeg kunne ikke forestille mig, at det kunne udvikle sig yderligere. Så jeg er rystet, siger han.

Den dramatiske udvikling sker i kølvandet på et år, hvor VUC Syd har været igennem en lang række skandalesager. I marts krævede STUK, at skolen tilbagebetalte 1,2 millioner kroner til staten – sammen med et påbud om at følge op på, at flere lærere ikke har haft de kompetencer, som loven kræver. Sideløbende med et faldende elevtal førte det i juni til, at 47 HF-lærere fik en fyreseddel.

Midlertidigt styre med rutinerede kræfter

Det midlertidige styre består af rutinerede medarbejdere fra ungdomsuddannelser i hele landet, og blandt dem er formand for landets VUC-uddannelser Ulla Koch. Også hun ser med stor alvor på situationen.

- Når man sætter en midlertidig bestyrelse ind, så er det alvorligt, for det sker ikke ret mange gange. Jeg har været i branchen i mange år, og det er uhyre sjældent, man sætter en bestyrelse af. Men det er nødvendigt her, har jeg forstået, siger hun.

Det nye styre har nu en måned til at give STUK en vurdering af økonomien og fremtidsudsigterne i at drive uddannelsesinstitutionen videre.

Og når VUC Syd har svært ved at få styr på økonomien, så handler det ikke om, at vilkårene er hårde i branchen. Uddannelsesinstitutionerne har nemlig gode kår for at klare sig, mener Ulla Koch.

- Det bør de kunne, fordi VUC-sektoren som helhed i Danmark klarer sig rigtig godt. Selvom der har været nedskæringer, har man forstået at tilpasse sig. Og det er ofte det, der skal til - at tilpasse sig den virkelighed, der er, siger hun.

Borgmestre er bekymrede

VUC Syd har afdelinger i Aabenraa, Haderslev, Tønder og Sønderborg. Og både borgmester for Venstre i Tønder Kommune Henrik Frandsen og den socialdemokratiske borgmester i Sønderborg Kommune Erik Lauritzen er bekymrede over den seneste udvikling.

VUC Syds institution i Tønder er vigtig for kommunen, understreger Henrik Frandsen.

- Noget af det, vi skal leve på som samfund i fremtiden, er, at vi får så mange som muligt ind på arbejdsmarkedet – og får så mange som muligt til at uddanne sig så godt som muligt. Og det bidrager VUC også til, siger han.

Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen kan ikke forstå, hvorfor den nye bestyrelse for VUC Syd, som nu er afsat, allerede er sat ud af spillet.

- Egentlig synes jeg ikke, det er rimeligt, at man lægger en stor del af skylden på den nuværende VUC-bestyrelse, som i nogle måneder har prøvet at komme til bunds og rydde op. Men der må være noget, jeg ikke ved, siger han.

Aabenraas Venstre-borgmester Thomas Andresen, som er tidligere medlem af VUC Syds bestyrelse, har ikke ønsket at kommentere sagen. Vi har forsøgt at få en kommentar fra Haderslevs Venstre-borgmester og tidligere formand for den oprindelige bestyrelse, H.P. Geil, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.