Drive In og FaceTime-shopping: Hjemsendt butikschef fik en god idé – og hun er ikke alene

De lukkede tøj- og skobutikker landet over finder kreative løsninger for at sælge ud af vintervarerne.

Tøj- og skobutikkerne bruger FaceTime-shopping, live shows, drive in og shopping gennem butiksruderne. Foto: Peter Halkjær

Mens de nye forårsvarer i rosa, grøn, indigoblå og orange dumper ind ad døren i landets lukkede butikker, så ligger vinterjakker, striktrøjer og støvler og samler støv ude på lageret.

Landets tøj- og skobutikker har været lukket ned siden 25. december 2020, og det har nu fået flere butikker landet over til at opfinde nye måder at sælge striktrøjer, jeans og støvler på - selvom butikkerne stadig er lukket.

Butikschef Grethe Davidsen har indtil nu været hjemsendt på lønkompensation, men i denne uge er hun vendt tilbage i tøjbutikken Happy Hunting i Haderslev.

Hun er nemlig begyndt at sælge butikkens varer over FaceTime:

Grethe Davidsen viser tøj og sko frem til kunden over FaceTime. I løbet af de første to dage med FaceTime-shopping havde omkring 10 kunder købt tøj på den nye, virtuelle måde, fortæller Grethe Davidsen. Foto: Peter Halkjær

- Jeg trængte til at komme på arbejde igen, og så var jeg jo nødt til at få en idé til, hvordan jeg kunne få en omsætning. Derfor fik jeg idéen til det her virtuelle salg over FaceTime, siger Grethe Davidsen.

Og selvom det er helt nyt, så har flere kunder allerede taget det i brug. Kunderne ringer ind til butikken, bestiller en FaceTime-tid og så får de vist, hvilke varer butikken har.

Kunden Anette Juul Nielsen har allerede FaceTime-shoppet med Grethe Davidsen - hør hvad hun siger til det i videoen herunder:

Jens Birkeholm, Direktør i Dansk Detail og skobranchen.dk fortæller, at det er tøj- og skobutikker over hele landet, der under denne nedlukning har fundet på nye måder at sælge tøj og sko på.

Drive in og posesalg

Men hvad gør man, hvis man som butik ikke er på sociale medier og kan sælge tøj over internettet? Så kan man gøre som Vivi Schmidt i Gram. Hun har fundet på posesalg og drive in-vinduessalg.

- Jeg kunne ikke bare gøre ingenting, og jeg har ikke internet og ’det der’ (sociale medier, red.), så jeg skulle finde på noget, der passede til mig og min butik, og det blev posesalg og vinduessalg, siger Vivi Schmidt, der ejer tøjbutikken Vivi Schmidt i Gram.

Vivi Schmidt har låst butiksdøren, så kunderne ikke kan komme ind. De skal ringe til hende inde i butikken og fortælle, hvilke jakke og størrelse de har lyst til at stå og prøve udenfor. Foto: Peter Halkjær

Posesalget går ud på, at kunderne skriver, hvilken størrelse de bruger, og så får de en pose fyldt med forskelligt tøj, som de ikke på forhånd har set.

I butiksruden kan kunderne se vinterjakkerne, ringe ind til Vivi Schmidt og bede om deres størrelse, og så står de ellers på gaden og prøver jakkerne på.

- Jeg vidste jo ikke, om folk ville købe poser og prøve jakker udenfor. Men det gør de, og det har reddet det hele for mig personligt. Jeg plejer altid at få solgt mine varer fra sæson til sæson, og det gør jeg også nu, fordi folk har taget imod mine idéer, og det er jeg meget taknemlig for overfor mine kunder, siger Vivi Schmidt.

Hun er ikke bekymret for, om der kan komme smittespredning ved, at kunderne prøver tøjet udenfor og afhenter poser:

- Jeg går derinde, og jeg har låst døren, så de ikke kan komme ind. Kunderne går herude med mundbind på, og der står sprit klar. Min butik ligger lige overfor en Rema 1000, og der går de side om side, så jeg er ikke bekymret for smitte her, siger Vivi Schmidt.