Dronningen laver endnu et kunstværk til slotskirke

Gråsten Slotskirke i Sønderjylland får i dag en ny messehagel, der er lavet af selveste Dronning Margrethe.

Dronning Margrethe har designet Gråsten Slotskirkes nye Messehagel - den blå kåbe, præsten har på. (Foto: Frank Cilius © Scanpix)

Hendes Majestæt Dronning Margrethe udfolder sig på ny som kunstner i Gråsten Slotskirke.

Dronningen har designet en ny messehagel, der en slags ekstra kåbe, som præsten trækker ud over sin præstekjole og bruger, når man står foran alteret.

Inspirationen kommer fra naturen omkring Gråsten. Det fortæller sognepræst Hanne Beierholm Christensen.

- Det er de blå farver, og så har hun taget udgangspunkt i vand. Derudover har hun brugt salmer, som hun har broderet tekststykker fra rundt i kanten.

Den nye messehagel, der blev taget i brug ved en festgudstjeneste i dag. (Foto: Frank Cilius © Scanpix)

Det var Hanne Beierholm Christensen, der afholdt gudstjenesten i dag søndag, hvor den nye messehagel blev taget i brug for første gang.

- Det er da stort. Det er ikke alle, der for lov til det, og jeg glæder mig rigtig meget. Hun er en utrolig dygtig kunstner, og når det så oven i købet er vores dronning, så giver det da lige lidt ekstra, sagde hun inden gudstjenesten.

Flere besøgende

Den nye messehagel er en naturlig fortsættelse af det antependium, som hænger ved alteret. Det er et stykke stof, som Dronningen lavede til Gråsten Slotskirke sidste år.

Det har også de blå farver og vand som tema, og det er et grundigt håndværk, for hun brugte omkring 250 arbejdstimer på det.

Og dronningens kunst giver flere interesserede turister, fortæller Hanne Beierholm Christensen.

- Der har været rigtig mange turister, der er kommet for at se antependiet det seneste år. De har hørt, at dronningen har broderet det, og så vil de se det, siger sognepræst Hanne Beierholm Christensen.

Besøgende fik også mulighed for at tage billeder af den nye messehagel. (Foto: Frank Cilius © Scanpix)

Det er dog ikke nok bare at komme forbi kirken, hvis man ønsker at se det nye messehagel, fortæller sognepreæsten.

- Vores antependium hænger der jo altid, men det nye messehagel kan jo kun ses til gudstjenesten, hvor præsten har den på. Ellers hænger den inde bagved, så det er jo ikke en som du kommer og kan se som turist, men kun hvis du kommer til gudstjenesten, siger hun.

Dronningen var også selv til stede i slotskirken i dag.

Dronning Margrethe på vej til festgudstjenesten med prinsesse Benedikte. (Foto: Frank Cilius © Scanpix)
Facebook
Twitter