Efter dramatisk år på skandaleramt skole: Nu flygter eleverne

Uddannelsesinstitutionen VUC Syd bløder studerende. Det kan få alvorlige konsekvenser, vurderer ekspert.

VUC Syd mærker nu den direkte konsekvens af et tumultarisk år, for eleverne fravælger skolen. (Foto: Anne-Marie Lindholm- DR Syd)

Efter et år med en lang række skandalesager mærker den syd- og sønderjyske uddannelsesinstitution VUC Syd nu den direkte konsekvens: Eleverne fravælger skolen.

Tirsdag blev skolens bestyrelse afsat af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK). Den nu afsatte bestyrelse havde fortiet skolens alvorlige økonomiske situation og var samtidig gået i banken for at dække lønnen til skolens ansatte.

STUK har i stedet indsat et midlertidigt styre, der nu forsøger at danne sig et overblik over økonomien. Og den er påvirket af, at uddannelsesinstitutionen bløder studerende.

DR Syd har fået indsigt i elevudviklingen de seneste fire år, og hvor der i 2016 var 262 studerende tilknyttet stedets HF-undervisning, er tallet faldet til 157. Tallene er opgjort per 11. september 2018.

Og det kan få alvorlige konsekvenser for VUC Syds fremtidige overlevelse, siger Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

- Når elevtallet falder, slår det direkte igennem på indtægterne og dermed direkte ned på bundlinjen. Hvis ikke man allerede har indkalkuleret det, er det en ny besparelse, man skal tage, siger han.

Tumult har påvirket søgningen

Hver elev udløser cirka 80.000 kroner i tilskud per år til VUC Syd. Og direktør Asbjørn Nielsen erkender, at det seneste års tumult har påvirket søgningen negativt.

- Vi er helt klart udfordrede af vores fortid. Vi er udfordrede af, at der er brugt rigtig mange penge, at vores elevtal er faldende, og at vi har nogle dyre bygninger. Men det skal vi skabe en ramme for, at økonomien kan bære, siger han.

Ifølge Per Nikolaj Bukh kan de nye rammer medføre færre medarbejdere.

- Der er en væsentlig del af omkostningerne, der falder bort. Så skal man ikke have medarbejdere, der skal undervise de klasser, der ikke skal oprettes. Et slag på tasken: En syv-ni medarbejdere færre, måske endda lidt flere.

- Og så er der omkostninger, der ikke falder bort. Det er det, der presser en skole. Man kan komme i en meget negativ spiral, siger han.

Asbjørn Nielsen vil ikke kommentere, om flere medarbejdere skal fyres i fremtiden.