Efter lovændring: Flere kvinder donerer æg til en de kender

Muligheden for at sætte ansigt på afgiver og modtager af ægceller giver skub i donationen.

Lysten til at donere livets byggesten er fordoblet på få år. Flere kvinder giver et æg til en kvinde, de kender efter lovændring. (© DR)

Dobbelt så mange kvinder vælger at række en hjælpende hånd - eller rettere æg - til en barnløs veninde eller søster.

Det sker som følge af en lovændring for to år siden, som har gjort det nemmere at donere sine æg direkte til en, man kender.

Virker efter hensigten

På Odense Universitetshospital glæder man sig over udviklingen:

- Vi kan se, at loven virker, for der er faktisk sket en fordobling af donationer siden loven trådte i kraft, siger Karin Erb, der er chefbiolog ved Odense Universitetshospital.

Det er især muligheden for at donere æg, som kendt donor, der har skabt flere æg:

- Det er meget vigtigt for kvinder at vide hvor ens æg går hen. Og jeg tror, at man rigtig gerne vil hjælpe nogen, man kender godt, fortæller Karin Erb.

Det er vigtigt med åbenhed

En af dem, der har fået doneret et æg af en bekendt, er Laila Skovgaard Olander Hansen fra Gabøl ved Vojens.

Hun er glad for den åbenhed, som ikke ville kunne opnås med en anonym donor:

- Hvis min datter synes, at det er vigtigt at vide, hvor hun genetisk stammer fra, så ville det jo beskære hendes muligheder for få besvaret sine spørgsmål, forklarer hun. 

På landsplan modtog 273 kvinder æg i 2013 mod 194 i 2012, mens dobbelt så mange kvinder altså har valgt at donere.

Facebook
Twitter