Efter Padborg-afsløring: Danske Vognmænd beskylder søsterorganisation for løndumping

Danske vognmænd er havnet i et frontalt sammenstød efter afsløringen af en ussel filippinsk containerlejr i Padborg.

26 chauffører fra Filippinerne og Sri Lanka har boet under kummerlige forhold i containere og pavillioner i Padborg. (Foto: Fagbladet 3F)

Sagen om filippinske og srilankanske chauffører, der bor under usle forhold i Padborg og som angiveligt får mellem 15 og 20 kroner i timen, får nu vognmandsorganisationerne til at ryge i totterne på hinanden.

Erhverv- og arbejdsgiverforeningen for den danske transportbranche, Danske Vognmænd, (DTL), kritiserer sin søsterorganisation International Transport Danmark (ITD) i Padborg ganske voldsomt.

Erik Østergaard, der er administrerende direktør i DTL, mener, at ITD i Padborg arbejder for konkurrenceforvridende regler.

Underbetaling af chauffører

Han anklager direkte ITD for at modarbejde nye regler i EU, som kunne gøre det umuligt for vognmændene at hyre chauffører i Filippinerne og få dem til at arbejde i EU via et selskab i Polen.

- Vi har set en organisation som ITD i Padborg, der primært organiserer eksportvognmændene, ikke er på samme linie som os på nogle af de her forhold, siger Erik Østergaard og fortsætter sin kritik:

- De arbejder nærmere for at åbne op for, at man fortsat også i international kørsel kan underbetale folk. Vi er dybt utilfredse med, at vi har en dansk organisation, der arbejder for den kurs, siger den administrerende direktør i DTL, Erik Østergaard.

Erik Østergaard, siger du, at ITD går ind for at underbetale chaufførerne?

- ITD er gået sammen med en række organisationer i Østeuropa for at sikre, at udstationeringsreglerne ikke kommer til at gælde på international transport. De regler indebærer, at hvis man mere eller mindre arbejder permanent i et land, så skal man aflønnes efter de lokale forhold. Men her har man jo i international trafik en situation, hvor man ligger og kører i et 'gråt område', for hvad er det så for et lands regler, der gælder?, siger Erik Østergaard.

- Vi kan se på de danske motorveje, at der kører lastbiler fra Bulgarien, Rumænien og Polen og fra andre af de baltiske lande. Det er jo et spørgsmål om, at de biler bliver trukket herop og ligger og kører permanent her i det nordiske område. Det gør de, fordi man så kan få presset priserne på lønningerne til chaufførerne ned, siger Erik Østergaard.

Det er brancheorganisationen DTL, der anklager den danske organisation, ITD, for at understøtte udviklingen med underbetalte chauffører. (Foto: Fagbladet 3F)

ITD afviser kritikken

Kritikken forstår man slet ikke hos i ITD Padborg.

- Den sag, der i øjeblikket kører om tredjelands-chauffører, der bliver hentet ind i EU, har vi slet ikke drøftet endnu. Det har jo heller ikke været drøftet i EU. Det bliver det formentlig nu. Men vi har ikke taget nogen position på det. Så jeg forstår ikke hans kritik. Vi modarbejder ikke, siger politisk chef i ITD Jørn Henrik Carstens.

Vognmandsfirmaet Kurt Beier er medlem af ITD i Padborg, og derfor vil man i ITD gerne tale med direktør Karsten Beier om forholdene i virksomheden.

- Vi er ved at aftale et møde med Karsten Beier, så vi kan få udredt detaljerne i det her og få det belyst grundigt. Og så skal vi drøfte, hvad vi videre gør i den her sag, siger Jørn Henrik Carstens.

Facebook
Twitter