Ekspert: Her er myterne om lus

Det er højsæson for lus. Biolog afliver et par af myterne om de små blodsugende væsner.

Flittig brug af tættekam og lusemidler fra apoteket er ekspertens bedste råd, når udyrene har slået sig ned i hovedbunden. (© Colourbox)

Det kribler og krabler i håret for tiden. Og mange forældre bander og svovler over, at deres barn nu har lus igen, igen, igen.

Det er nemlig højsæson for de små blodsugere lige nu. Det fortæller biolog og ekspert i blodsugende insekter, Kim Søholt.

- Vi har gået og hygget os derhjemme i ferien, og en del har fået lus. Nu er alle tilbage i skoler og børnehaver, og så spreder vi lusene, siger Kim Søholt.

Smitter fra hoved til hoved

Kim Søholt slår fast, at lus udelukkende smitter ved direkte kontakt.

- Det er en myte, at man kan få lus, hvis man låner hinandens huer og hatte. Og det er også en skrøne, at lus smitter, hvis man sidder i de samme møbler som en, der har lus, siger Kim Søholt.

- Lus smitter rent faktisk kun ved hoved til hoved kontakt, siger han.

Tættekammen skal frem

Derfor spredes lus ofte, når pigerne for eksempel stikker hovederne sammen og nusser eller hviske-tisker. Eller når drengene slås.

Har man fået lus, er det bedste råd at få tættekammen frem og ellers søge hjælp på apoteket.

- Der er mange fine lusemidler, og det er vigtigt, at alle ramte i familien kommer i behandling, siger Kim Søholt.

Resistens er ikke et problem

Kim Søholt hører jævnligt det argument, at lusene bliver resistente, når vi bruger luseshampoo og andre midler til at fjerne udyrene.

- De midler, som lusene er resistente overfor, sælges stort set ikke længere i Danmark. Så det er ikke et problem, siger Kim Søholt.

Nogle forældre kæmper med lus år efter år. Og det kan de ifølge Kim Søholt godt indstille sig på at blive ved med.

Vi slipper aldrig for lus

- Vi slipper aldrig af med lusene, siger han.

Selv om der hvert år efter sommerferien kører en kampagne for at få alle til at tjekke børnene samtidig, så tvivler Kim Søholt på den helt store effekt.

- Ideen er, at hvis alle tjekker børnenes hår om fredagen, så komme de lusefri i skole om mandagen. Men problemet er, at det gør alle jo ikke, siger Kim Søholt.

Facebook
Twitter