Ekspert: Ingen lovgivning kan sikre børn mod overgreb

Sexmisbrug af børn kan ikke forhindres med lovgivning alene, mener en ekspert.

Det kræver en stor indsats af kommunerne, hvis man vil sikre sig mod seksuelle overgreb mod børn, som man f.eks. så i Tøndersagen. Lovgivning alene kan ikke løse problemerne, siger professor ved institut for sociologi og socialt arbejde ved Aalborg Universitet Lars Uggerhøj. (© Colourbox)

Børn der udsættes for sexmisbrug risikerer stadig at blive ladt i stikken, når det handler om hjælp fra kommunerne.

Det mener professor ved institut for sociologi og socialt arbejde ved Aalborg Universitet Lars Uggerhøj, her otte år efter Tøndersagen, hvor en lille pige blev misbrugt i flere år af sin far og flere andre mænd.

Pigen boede i flere år i både Løgumkloster og Tønder kommuner mens misbruget stod på, og trods underretninger til kommunerne fra både sundhedspersonale, lærere og pædagogoer om at noget var galt blev misbruget først afsløret efter otte år.

Kommunerne var lemfældige

Da sagen blev afsløret havde politikerne i de to kommuner travlt med at fralægge sig ansvaret. Tønder Kommune daværende borgmester Hans L. Hansen erkendte dog senere, at der var plads til forbedringer i kommunens behandling af sagen.

Det mener professor ved institut for sociologi og socialt arbejde ved Aalborg Universitet Lars Uggerhøj bestemt også, at der var.

- Der er flere bølger af anmeldelser, og det er alt for lemfældigt, at der ikke er sket noget, og der er alt for stor accept af familien, der ønsker at skjule sig for myndighederne, siger han.

Kommunerne skal gøre mest muligt

Selvom der siden Tøndersagen for otte år siden er kommet mange nye regler for behandling af den slags sager, så mener Lars Uggerhøj ikke at nogen lovgivning kan sikre, at overgreb og misbrug kan finde sted.

- Hvis kommunerne skal lave det sociale arbejde, så må de lade være med at sige "nu gør vi mindst muligt", når der kommer ny lovgivning. De må i stedet gøre så meget som muligt.

- Hvis de ikke gør det, som jeg synes er tilfældet med de her to kommuner, så risikerer vi, at det sker igen, siger Lars Uggerhøj.

Tønder Kommune har efter den meget omtalte sag strammet op på sagsbehandlingen. Nu sidder sagsbehandlerne for eksempel ikke længere alene med opgaven, hvis de får indberetninger om svigt og seksuelt misbrug af børn.

Facebook
Twitter