EL: Menneskesmugling skal være lovligt

Der bør skelnes mellem, om man hjælper folk i nød eller tjener penge på dem, mener Enhedslisten.

Det er en menneskelig handling at forsøge at hjælpe folk i nød. Hvis det er ulovligt, skal loven laves om, mener Pernille Skipper.

Det skal være lovligt at være menneskesmugler, så længe man ikke tjener penge på det.

Det mener Enhedslisten, efter at en svensk-syrisk mand i sidste uge blev anholdt i Padborg for at forsøge at hjælpe sin familie til Sverige.

Hassan Abdullaziz var rejst fra Sverige, hvor han bor, til Tyskland for at mødes med fem af sine familiemedlemmer - heraf tre børn - og så følges med dem på togturen til Sverige. Han blev anholdt af dansk politi og fik en bøde på flere tusinde kroner.

Men retsordfører i Enhedslisten Pernille Skipper mener ikke, at manden gjorde noget forkert.

En menneskelig handling

- Det er en ganske menneskelig handling, som er fuld forståelig. Og jeg må ærligt sige, at hvis det er ulovligt, så er der for mig at se noget galt med loven, siger Pernille Skipper.

I sidste uge valgte også flere danskere at trodse udlændingeloven og køre flygtninge og migranter i retningen mod Sverige. Også en 41-årig dansk mand blev anholdt i forsøget på at fragte fem udlændinge over færgen fra Grenå til Sverige.

Ifølge Pernille Skipper bør der i fremtiden skelnes mellem, om menneskesmuglerne modtager penge for deres gerning, eller om de gør det udelukkende for at hjælpe andre.

For penge eller for at hjælpe folk i nød

- Jeg mener, at vi skal trække en meget klar linje mellem de menneskesmuglere, som udnytter flygtninge i en meget svær situation og gør det for egen vindings skyld, og så de mennesker, som forsøger at hjælpe folk i nød, for eksempel deres familiemedlemmer, siger Pernille Skipper.

Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen afviser, at loven bør laves om. Politi og domstole skal fortsat vurdere fra sag til sag, hvor alvorlig lovovertrædelsen er, siger han.

- Der er mange beretninger, som lyder urimelige, når man hører dem enkeltvis. Men vi er nødt til i Danmark at have generelle regler, så vi kan opretholde en vis kontrol. Så er det op til en eventuel dommer at afgøre, om der er formildende omstændigheder. Og det kan der sagtens være i de enkelte tilfælde, siger Preben Bang Henriksen.

Khader: Det er naivt

Naser Khader fra Det Konservative Folkeparti kalder Enhedslistens forslag for decideret naivt.

- Man ved meget lidt om religiøs fanatisme, hvis man tror, at det er noget, folk dyrker for penge. Med Enhedslistens forslag kan man fragte den værste ekstremist hertil, uden at politiet kan gøre noget, bare fordi man ikke tager penge for det, siger Naser Khader.

- Den enkelte dansker har ikke mulighed for at afgøre, hvem der er ægte flygtning, eller hvem der har udnyttet, at grænserne står åbne i Europa. Derfor er det heller ikke den enkelte danskers ansvar. Det er myndighedernes, fastslår Naser Khader.

Også Socialdemokraterne siger nej til at ændre loven.

Facebook
Twitter