Elefanten Ramboline fortsætter sit cirkuseventyr trods forbud

Cirkus Trapez må beholde sin elefant. Det glæder cirkusejerne, for den 35-årige elefant er blevet en del af familien.

Ramboline er opkaldt efter Sylvester Stalones rolle som 'Rambo'. (Foto: Svend Christensen/Cirkus Trapez)

Inden længe venter livet på landevejen for den 35-årige cirkuselefant Ramboline, når Cirkus Trapez åbner teltdugen for publikum og drager på turné.

Og det bliver ikke den sidste, som cirkus-ejer Isabella Enoch ellers havde frygtet.

Fredag vedtog regeringen, at det ikke længere skal være tilladt at holde elefanter i cirkus. Men mandag fik Cirkus Trapez et brev fra Fødevarestyrelsen med gode nyheder for cirkusset.

- Vi må beholdeRamboline. Jeg er virkelig glad, siger hun.

Cirkus Trapez havde i forvejen en ikke-tidsbegrænset dispensation til at have elefanten, og den dispensation er altså stadig gældende, skriver Fødevarestyrelsen i brevet til Cirkus Trapez.

Hjemme på gården i Sommersted bliver Ramboline holdt i gang med træning og motion hele vinteren. (Foto: Britt Dixen / Cirkus Trapez © (c) BD Foto)

Blev født i Afrika

Ramboline er en af kun fire cirkuselefanter i Danmark. De tre andre bor i Cirkus Arena.

12. april skal Ramboline i manegen for første gang i år. Derfra går det slag i slag med besøg i to-tre byer hver uge hele sommeren.

Men når teltpløkker og campingvogn er pakket ned over vinteren, bor Ramboline på Isabella Enoch og Bernhard Kaselowskys gård i Sommersted, hvor hun deler indhegning med en flok kameler.

Selvom cirkusparret har mere end 40 dyr, har Ramboline en helt særlig plads.

- Ramboline er ikke bare en elefant. Vi har haft hende i så mange år, og hun er jo ældre end andre dyr, så det er et helt specielt forhold, man får til hende, siger Isabella Enoch.

Ramboline er født på den afrikanske savanne, men mistede sin mor, da hun var helt lille. Derefter kom hun til Europa, hvor tyske Bernhard Kaselowsky købte hende som to-årig. I 2001 kom Bernhard Kaselowsky til Danmark, og med sig havde han sin tre et halv ton grå partner.

I årtier har de to optrådt sammen, og de sidste år har de dannet makkerpar i Cirkus Trapez, hvor Bernhard Kaselowsky er cirkusdirektør.

Ramboline har optrådt sammen med Bernhard Kaselowsky i mere end 30 år. (Foto: Hartmut Springer/Cirkus Trapez © (c) Hartmut Springer)

Ramboline har været cirkuselefant i mere end 30 år og er passet og trænet af Bernhard Kaselowsky det meste af sit liv. Derfor mener Isabella Enoch heller ikke, at det er til dyrets fordel, hvis elefanten skal skilles fra sin træner og tages væk fra cirkus.

- Cirkuselefanter er vant til mennesker, så man kan ikke bare tage dem ud af cirkus og placere dem i en dyrepark. Jeg synes, det er helt i orden, at man ikke må købe nye elefanter til cirkus, men de få, der er her, har bedst af at blive, hvor de er, siger hun.

En klog og madglad elefant

Elefanter kan blive 60-70 år gamle, og så er de intelligente. Det bekræfter Isabella Enoch også. Hun husker en episode, hvor en anden elefant, cirkusset havde for nogle år siden, faldt i vandet.

- De to elefanter kunne ikke lide hinanden, men da Baby faldt i vandet, gjorde Ramboline alt, hvad hun kunne, for at hjælpe den anden elefant op ad vandet igen.

En anden gang skulle en blind mand op på ryggen af Ramboline under en optræden.

- Det var, som om hun kunne mærke, at der var noget anderledes ved den her mand. Hun lagde sig forsigtigt ned, så han kunne komme op på hende. Hun kan bare mærke, hvis det er nogen, der er svage, siger Isabella Enoch.

I de første mange uger efter Bernhard Kaselowsky købte Ramboline, sov han hos hende i stalden for at vinde hendes tillid. (Foto: Martin Dam Kristensen/Cirkus Trapez)

Isabella Enoch forklarer, at når Ramboline bliver luftet på cirkuspladserne, går hun målrettet efter bestemte campingvogne – der hvor hun ved, at hun kan få en godbid.

- Hun er ligesom en hund – hun vil gøre alt for mad. Men det er visse ting, hun ikke kan lide – tomater og avocado. Til gengæld er hun helt vild med bananer og vandmelon.

Isabella Enoch regner med, at der er mange gode år i Ramboline endnu. Så længe elefanten er glad for at komme i manegen, så kommer hun det, forklarer hun.

- Hun er jo stadig et familiemedlem, selvom hun er 60-70 år. Så hun vil blive ved med at komme med rundt. Man kan ligefrem mærke, at vores Ramboline kan lide at optræde sammen med Bernhard.

Facebook
Twitter