En person død i trafikulykke på Als - bilisten er flygtet

En person har mistet livet ved en trafikulykke i Nordborg. Politiet efterlyser bilisten.

En person har mistet livet ved en trafikulykke i formiddag i Nordborg, oplyser politiet.

Personen blev påkørt af et ukendt køretøj, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi om sagen på Twitter.

SUV-lignende bil efterlyses

Ulykken er sket på Ringvej i Nordborg. Politiet oplyser til DR Syd, at der er tale om en flugtbilist.

Derfor efterlyses en ældre grå SUV-lignende bil.

Den dræbte er en 58-årig mand fra Nordborg-området, og de pårørende er underrettet.

/ritzau/