Er du overvægtig? Så kan din adresse afgøre, hvornår du må komme i fertilitetsbehandling

Tjek om din region er striks eller afslappet med vægten ved fertilitetsbehandlinger.

Helene Jørgensen brugte et år på at tabe sig, før hun kunne få fertilitetsbehandling. (Foto: PRIVATFOTO)

Hvis du brændende ønsker dig et barn, men har brug for hjælp til familieforøgelsen, så giver det god mening at træde op på vægten inden og få undersøgt dit Body Mass Index - i daglig tale BMI.

Der er nemlig stor forskel på, hvor overvægtig en kvinde må være, hvis hun skal have hjælp til at blive gravid på de offentlige fertilitetsklinikker.

Det viser en rundspørge, som DR Syd har lavet.

Der er immervæk rigtig mange kilo til forskel mellem en BMI på 35 og 40 – for mig var det over 20 kilo.

Helene Jørgensen, Esbjerg

Den forskel oplevede 39-årige Helene Jørgensen fra Esbjerg, da hun ville begynde i fertilitetsbehandling.

Dengang var hun 37 år, vejede 124 kilo og havde et BMI på over 35 - og så er døren lukket for fertilitetsbehandling i Region Syddanmark. Men havde hun og familien boet i Region Sjælland kunne behandlingen være startet omgående. For her trækker man først grænsen ved et BMI på 40 for kvinder, der er 37 år eller derover.

- Først og fremmest synes jeg, at det er hamrende uretfærdigt, siger Helene Jørgensen.

Hun mener, at der skal gælde samme regler for alle borgere, der ønsker at blive forældre, uanset hvilken region de bor i.

- Der er immervæk rigtig mange kilo til forskel mellem 35 og 40 (BMI-tal red.) – for mig var det over 20 kilo. Og det tager lang tid at tabe sig 20 kilo – så det skal være ens, siger hun.

Helene Jørgensen med sin søn Asbjørn. (Foto: PRIVATFOTO)

I Holbæk i Region Sjælland ligger BMI-grænsen som nævnt på 40 for kvinder over 37, og det ville have gjort, at Helene Jørgensen kunne gå i gang med fertilitetsbehandlingen med det samme.

- Vi har frit sygehusvalg i Danmark. Havde vi vist det, kunne det være, at vi havde kontaktet sygehuset i Holbæk for at komme til dér, siger hun i dag.

Hvad er BMI?

BMI eller en Body Mass Index-beregning bygger på en matematisk formel, der skal vise sammenhæng mellem en person vægt og højde.

Formlen til at udregne BMI er: kropsvægten i kilo/højden i meter i anden potens.

  • Undervægtige har et BMI på under 18,5.
  • Normalvægtige har et BMI mellem 18,5 og 24,9
  • Overvægtige har et BMI mellem 25 og 29,9
  • Svært overvægtige har et BMI over 30.

I 2013 blev fertilitetsklinikkerne i Dansk Fertilitetsselskab ellers enige om fælles retningslinjer på området. Men nu viser det sig altså, at retningslinjerne bliver praktiseret forskelligt – og det giver ingen mening.

Sådan lyder kritikken fra tovholderen på de oprindelige retningslinjer, overlæge Ulrik Schiøler Kesmodel.

- Jeg synes i det hele taget – og det gælder ikke bare på det her område – at man i et forholdsvis lille land som Danmark, ikke modtager samme behandlingstilbud i hele landet, siger han.

Hos Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse er man også utilfreds. Forskelsbehandlingen skal droppes, så BMI-grænserne er ens i hele landet, mener bestyrelsesmedlem Jane Rasmussen.

- Det offentlige sygehusvæsen burde have den samme standard og de samme krav over hele linjen, siger hun.

På Odense Universitetshospital (OUH), der ligger i Region Syddanmark, erkender leder af fertilitetsklinikken, professor Jens Fedder, at retningslinjerne på området åbenbart ikke er tydelige nok.

- Det er uheldigt, og jeg kan godt forstå, hvis nogle patienter føler, det er uretfærdigt, siger han.

Fastere retningslinjer efterlyses

Jens Fedder mener da også, at der bør laves mere præcise retningslinjer fra Sundhedsstyrelsens side.

Det er uheldigt, og jeg kan godt forstå, hvis nogle patienter føler, det er uretfærdigt

Jens Fedder, professor og lægefaglig leder på fertilitetsklinikken på OUH i Region Syddanmark

Og han får opbakning fra sin kollega i det sjællandske. Kathrine Birch Petersen, der er overlæge og leder af fertilitetsklinikken i Region Sjælland på Holbæk Sygehus, er enig i, at retningslinjerne lægger op til fortolkning.

Hun fortæller, at Holbæk Sygehus vurderer alle kvinder individuelt, men at hun alligevel gerne så vejledninger fra Sundhedsstyrelsen, som er mere specifikke.

- Det vil give os en bedre mulighed for at hjælpe de kvinder, der er svært overvægtige med at tabe sig. Det vil det, fordi vi måske endda har en lovgivning i ryggen, der siger, at det her er de retningslinjer, vi skal bevæge os indenfor, og så tilbyde kvinden hjælp til at komme ned i vægt, siger hun.

Flere fertilitetslæger efterlyser altså mere fælles retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, men styrelsen oplyser til DR Syd, at der i øjeblikket ikke er nogen, der ser på den sag.

Hos Dansk Fertilitetsselskab er der heller ikke planer om at ændre retninglinjerne foreløbigt. Formand Elisabeth Carlsen mener, at klinikkerne selv skal være herre over, hvor de sætter grænsen - bare det er inden for retningslinjerne.

- Det er jo ikke nogle lovgyldige guidelines, vi har. Det er - som ordet siger - en retningslinje. Og retningslinjer tillader fortolkning. Derfor synes jeg også, man bør lade det være op til det enkelte klinikker at vurdere, hvordan de ønsker at håndtere BMI, siger hun.

Det biologiske ur tikker

I dag har Helena Jørgensen sønnen Asbjørn, efter det lykkes at blive gravid ved fertilitetsbehandling i Esbjerg.

Men inden det skete, skulle hun tabe sig flere kilo.

Det tog lang tid, og derfor blev hun også presset af, at kvinders mulighed for at blive gravid daler i takt med, at alderen bliver højere.

- Pointen er, at jeg brugte et helt år på at tabe mig 23 kilo. Mine æggestokke og mine æg bliver jo ikke yngre, og vi kunne have kommet tidligere i gang, afslutter hun.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.