Erhvervsdrivende dropper krav om coronapas: 'Det er grænseoverskridende'

Det er ikke alle akupunktører, frisører og andre fra liberale serviceerhverv, der har tænkt sig at tjekke kundernes coronapas.

Appen MinSundhed fungerer som coronapas fra i morgen. Ikke alle har dog tænkt sig at kræve af dig, at du finder passet frem. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Der har været travlt på landets teststeder i dag, hvor danskerne kan få det afgørende 'stempel' i coronapasset, som fra i morgen kan give adgang til en tur i frisørstolen, hos massøren eller hos nogle andre af de liberale erhverv, der igen åbner i langt de fleste kommuner.

- Det bliver formentlig ny rekord i antallet af test, lyder det eksempelvis fra Jacob Bertramsen, der er kontorchef for sundhedsplanlægning i Region Nordjylland.

Det er dog ikke alle steder, at det overhovedet er nødvendigt at fremvise coronapasset med en negativ test.

Erhvervsorganisationen SMVdanmark, der repræsenterer små og mellemstore virksomheder, og Behandlerforbundet, der har medlemmer som zoneterapeuter og akupunktører, har således kendskab til medlemmer, der slet ikke har tænkt sig at tjekke coronapas.

- Jeg synes, det er en grænseoverskridende handling at skulle tjekke op på mine medborgere - dem, som er mine klienter. I forvejen bøjer jeg mig af taknemmelighed over, hvis de overhovedet har tænkt sig at booke en tid og komme forbi, siger Line Sommer, der er zoneterapeut i Skærbæk i Sønderjylland.

Hun mener ikke, at hun stikker en kæp i det store genåbningshjul, der begynder at dreje igen tirsdag.

- Jeg føler ikke, at jeg svigter. Tværtimod synes jeg faktisk, at jeg hjælper, støtter og giver det, der skal til for, at vi alle sammen kan komme godt igennem det her. Det mentale helbred har også kæmpestor værdi i forhold til at overleve en pandemi, siger Line Sommer, der formentlig kan se frem til en bøde, hvis hun agter at åbne butikken uden at tjekke kundernes coronapas.

For små erhvervsdrivende er bøden 3.000 kroner - og hvis man efter den bøde stadig ikke bortviser folk uden coronapas, kan bøden stige til 9.000 kroner.

For mellemstore virksomheder med 10-49 ansatte er bøden i førstegangstilfælde 6.000 kroner, mens bøden for store virksomheder er 12.000 kroner.

Coronapasset rammer skævt

I brancheforeningen SMVdanmark forstår man godt erhvervsdrivende som Line Sommer, der ikke ønsker at lukke døren for kunder, der ikke kan fremvise en negativ coronatest.

- Først og fremmest viser erfaringerne og undersøgelser, at smitten hos frisører og andre liberale erhverv er minimal. Derfor er det en ekstra byrde, som man pålægger virksomhederne, at de skal kræve det her coronapas, siger direktør i SMVdanmark, Jakob Brandt, der er bange for, at kravet om fremvisning af negativ coronatest kommer til at ramme skævt mellem land og by.

- Coronapassets udfordring er, at mange borgere, der måske ikke lige bor i de store byer, har svært ved at blive testet. Vores frygt er simpelthen, at der er mange kunder, der vil synes, at det er for bøvlet at skulle testes, og at de derfor venter med at gå til frisøren eller massøren, indtil de er blevet vaccineret, siger Jakob Brandt, der mener, at det dermed kan betyde, at det ikke kan betale sig for de erhvervsdrivende at åbne igen.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) ser lidt anderledes på sagen.

- Det er os danskeres adgangsbillet til et samfund, som kan åbne op og ikke lukke ned ligesom mange andre lande, vi kigger rundt til lige nu, og derfor er det her med at bruge coronapasset og få det tjekket, det synes jeg er en lille ting, for at vi kan holde vores samfund åbent.

Agter man at aflægge en frisør, tatovør eller et andet liberalt erhverv et besøg i morgen, er der tre forskellige måder at gøre coronapasset gyldigt:

Det kan enten ske ved at have en maksimalt 72 timer gammel negativ coronatest, at have overstået vaccinationen eller ved at have været smittet med virus inden for 2-12 uger.

Appen Min Sundhed fungerer som coronapas frem til slutningen af maj, mens oplysningerne også kan findes frem via sundhed.dk.

Opdatering: I fjerde afsnit er teksten opdateret, så der står, at Behandlerforbundet har medlemmer som zoneterapeuter og akupunktører.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk