Esben Lunde afviser Vadehavs-kritik: Vi skal ikke rette os efter alle forskere

Miljøminister Esben Lunde Larsen fra Venstre afviser, at Danmark sløser med at passe på Vadehavet.

Miljøminister, Esben Lunde Larsen (V), afviser kritik fra eksperter og forskere. (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Miljøminister Esben Lunde Larsen svarer nu på den kritik, som DR Syd i sidste uge bragte fra flere eksperter.

Kritikken fra eksperterne lød på, at Danmark ikke lever op til de forpligtelser, Danmark har til at beskytte og holde øje med naturen i Vadehavet. Ressourcerne til at overvåge Vadehavet er så få, at det kan blive svært at bevare den unikke natur.

Et naturområde, som både er Nationalpark og en del af UNESCOs verdensnaturarv.

Dengang afviste miljøministeren at udtale sig, men i går blev han spurgt til de hårde beskyldninger i Folketingssalen.

- Jeg kan ikke genkende den kritik, der rettes. Men jeg kan sige, at vi i 2018 øger vores overvågning med 9 mio. kroner. Fordi vi har en interesse i det, og fordi vi har en direktivforpligtelse i forhold til det.

Skuffende svar

Det var Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, der havde stillet spørgsmål til Esben Lunde Larsen, og han er ikke imponeret over ministerens svar.

... det er jo ikke nødvendigvis sådan, at enhver forsker, der udtaler sig, skal følges i sin kritik.

esben lunde larsen, miljøminister (V)

- Jeg synes, det er skuffende, at miljøminister, Esben Lunde Larsen, ikke imødekommer den hårde kritik, der har været fra eksperter om, at Danmark ikke passer godt nok på Vadehavet.

Kritikken af Danmarks manglende indsats kom oprindelig fra forskere og eksperter, men bare fordi forskere siger noget, er det ikke nødvendigvis sandheden, sagde miljøministeren i Folketinget.

- Der er forskere, der hver eneste dag rejser kritik af, hvad det er, der foregår rundt om i verden. Og det er jo ikke nødvendigvis sådan, at enhver forsker, der udtaler sig, skal følges i sin kritik, sagde han.

Socialdemokratiets Christian Rabjerg Madsen mener ikke, at Esben Lunde Larsen (V) tager Vadehavets betydning for turisme og naturen alvorligt nok.

- Jeg er skuffet over, at ministeren ikke synes, det er vigtigere, at vi beskytter Vadehavet. Det er en meget stor turistattraktion, men Vadehavet har også nogle naturrigdomme, som vi er forpligtet til at beskytte, siger han.

Den kritik afviser miljøministeren dog også.

- Jeg er om nogen optaget af, at vores turister i Vandkantsnatur har noget natur- og turistmæssige oplevelser at se på. For det er helt afgørende for vores turistudvikling. På samme måde har jeg en kæmpe interesse i, at vores naturovervågning og vores naturudvikling er i positiv gænge, afsluttede han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.