Esbjerg mangler praktiserende læger

Mange af Esbjergs læger er på vej på pension. Lægerne betegner det som en tikkende bombe.

De praktiserende læger i Esbjerg anslår, at op imod 10.000 borgere snart skal se sig om efter en ny læge, fordi deres læge går på pension. (© Colourbox)

Mangel på praktiserende læger er ikke længere kun et problem i Syd- og Sønderjyllands udkantsområder.

I Esbjerg mangler man lige nu mellem 7 og 10 praktiserende læger, siger kommunens sundhedsdirektør, Arne Nikolajsen.

- Det har helt klart ramt Esbjerg, altså storbyen, nu. Der er rigtig mange læger, der er gået på pension, plus at der er enkelte læger, der er holdt op med deres praksis. Det gør, at vi står med en lægemangel nu, siger han.

Læger: En tikkende bombe

De praktiserende læger anslår, at op imod 15-17 læger i Esbjerg står foran at lade sig pensionere.

Lægemanglen en tikkende bombe, mener praktiserende læge Ole Busch, der er næstformand i kontaktudvalget mellem Esbjerg Kommune og byens praktiserende læger.

- Byens øvrige læger skal overtage op imod 10.000 borgere fra praksiser, der lukker, forklarer han.

Lægernes ægtefæller mangler job

Udfordringen med at tiltrække læger skyldes blandt andet usikre jobmuligheder for ægtefællerne, siger Birgitte Riis Møller, der er formand for de praktiserende læger i region Syddanmark.

- Når der ikke er jobsikkerhed for ægtefællen er det selvfølgelig noget af det, der gør, at man ikke vælger en by, siger hun.

Esbjerg Kommune og Region Syddanmark holder senere i januar åbent hus for interesserede læger.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk