En milliardinvestering i grønt brændstof kan være på vej til Esbjerg.
For energi-investeringsselskabet Copenhagen Infrastructure Partners har nemlig planer om at bygge Europas største Power-to-X anlæg i byen.
Anlægget skal omdanne vindmøllestrøm til CO2-fri ammoniak, som kan bruges i produktionen af CO2-fri gødning til landbruget og grønt brændstof til skibsfart, fortæller Christian Skakkebæk fra Copenhagen Infrastructure Partners:
- Teknologien findes allerede i dag, men det særlige er, at det skal ske i den her store skala. Derfor er det rigtig vigtigt, at vi sikrer, at rammerne er rigtige, men også at det ’X’, vi producerer, har en afsætningskanal, siger Christian Skakkebæk.
Arla, Danish Crown, DLG, A. P. Møller - Mærsk og DFDS ser anlægget som en vigtig del af overgangen til en ikke-fossil fremtid og har derfor indgået en aftale med Copenhagen Infrastructure Partners om at understøtte afsætningen af den CO2-fri ammoniak.
Skabe varme til esbjergenserne
Power-to X-anlægget vil koste omkring 7,5 milliarder kroner at bygge, men ikke alene skal anlægget forvandle vindenergi til grønt brændstof og gødning – for planen er også, at overskudsvarmen fra anlægget vil blive brugt til at opvarme op mod en tredjedel af husstandene i byen.
Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen fra Venstre hilser Europas største anlæg hjertelig velkommen:
- Vi er en grøn forgangskommune, og det her er absolut næste step i en grøn omstilling. Det kommer til at skabe en masse arbejdspladser. Det er absolut en kæmpestor milepæl, vi er vidner til i dag, siger han.
Thomas Egebo, der er tidligere departementschef i Energiministeriet og nu direktør i Energinet, glæder sig til at følge med i projektet:
- Det er meget, meget spændende. Det er stadig nye teknologier, men nogle processer har været kendt i mange år. Men det er noget nyt at producere grønne produkter i den her skala, siger han.
Langt til spadestikket
Den endelige beslutning om at poste de mange milliarder i projektet bliver først truffet i 2022 eller 2023, og det selvom, at planen for anlægget er, at det allerede skal stå færdigt i Esbjerg i 2026.
Der har tidligere været planer om at et Facebook-datacenter, et IKEA-varehus og en Siemens Vindmøllefabrik i Esbjerg.
Ingen af de projekter blev til virkelighed. Men selvom Esbjerg tidligere er blevet snydt, så er borgmesteren meget sikker på, at Power-to-X anlægget bliver til virkelighed.
- Det er jeg rimelig sikker på, for det er et stort, dansk konsortium, der står bag. Der er nogle rigtig store danske virksomheder, som de (Copenhagen Infrastructure Partners red.) har aftaler med som aftagere, siger han.
- Hvis ikke det skulle blive det her anlæg, så bliver det bare et andet, for det her er den fremtid, der skal til, siger Jesper Frost Rasmussen.
Men der er dog stadig meget langt til det første spadestik, fortæller Christian Skakkebæk fra energi-investeringsselskabet Copenhagen Infrastructure Partners:
- Vi er meget fokuseret på at gøre alt for at få det færdigt til 2026. Men der er mange rammer, der ikke er på plads til et Power-to-X projekt, men lige nu er tiden rigtig, placeringen er rigtig, og de folk, vi har med i kredsen, er også de rigtige, siger han.