En forvaltningsplan for ulven, skal skabe plads til både mennesker og ulve. Det siger miljøminister Kirsten Brosbøl, efter det er blevet fastslået at mindst én ulv bor fast i Danmark.
Naturhistorisk Museum og Institut for Bioscience har fulgt ulvenes fremmarch i Danmark og de har lavet et kort over, hvor ulvene bor.
Forvaltningsplanen vil betyde at landmænd i ulveområder vil kunne få tilskud til hegn og skræmme-foranstaltninger, der kan holde ulvene væk fra deres dyr. Ifølge Naturstyrelsens skøn vil udgiften løbe op i 400.000 kroner årligt i fremtiden.
Fåreavler glæder sig
Fåreavler Åse Svendsen fra Skærbæk har flere gange oplevet, at ulven har taget et af hendes får. Derfor har hun blandt andet anskaffet sig vagthunde og prøvet forskellige typer hegn af, som skulle holde ulvene væk.
Nu glæder hun sig derfor til at forvaltningsplanen for ulve bliver en realitet, så hun kan få hjælp til at beskytte sine får.
- For os med husdyr i det åbne land, håber jeg virkelig, at der er en pengekasse med og at det ikke bliver meget omstændig, sådan at man giver op på forhånd, siger Åse Svendsen.