Fællestillidsrepræsentant for flymekanikere: Vi bliver syge, stressede og mangler folk

Den danske indsats med F-16 fly i Irak er truet af nedslidte mekanikere.

Fjorten tillidsrepræsentanter fra kampflyenes hjemmebase, Fighter Wing Skrydstrup, ved Vojens skriver nu i et brev til politikerne, at en forlængelse af indsatsen i Irak vil betyde, at mekanikerne ikke kan løse opgaverne ordentligt. (© DR)

De mekanikere, der skal sørge for at vedligeholde de danske F-16 kampfly er kørt ned efter mange måneders hårdt arbejde med indsatsen i Irak.

Det gør fjorten tillidsrepræsentanter nu opmærksom på i et brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen og de øvrige partiledere på Christiansborg. For de vil have Danmark til ikke at forlænge indsatsen, når den nuværende aftale udløber til oktober, skriver Berlingske Tidende.

Henrik G. Christiansen er fællestillidsrepræsentant ved Fighter Wing Skrydstrup i Vojens, og han er bekymret over det, han ser.

- Vi mangler en del flymekanikere. Vi mangler over 30 mand. Det er omkring 20 procent af styrken. Det vil sige, at de, der er tilbage, skal løbe meget hurtigere. Vores mandskabsstyrke er jo sat til at arbejde i 12 måneder og ikke mere, siger han.

Stress og sygdom

Konsekvensen er, at flymekanikerne bukker under. For når de har været udsendt på mission med stort overarbejde og kommer hjem, så kan de ikke holde fri, da de også skal klare de hjemlige arbejdsopgaver med flyene, siger fællestillidsmanden.

- Folk bliver syge og går ned med stress. Det kan vi jo se. Sygefraværet ligger på 10 procent, siger han.

Selvom flymekanikerne ifølge Henrik G. Christiansen er presset, så mener han, at man er klar til disse missioner.

- Det vil jeg mene, vi er. Vores mandskabsopsætning er sat til maksimalt 12 måneder. Så lige nu er løsningen bare at give os en pause, så vi kan få afspadseret, og så mandskabet kan få den frihed, som de nu har krav på.

DF er klar til at trække støtten

Opråbet får Dansk Folkeparti til at overveje at trække støtten til den militære indsats og følge mekanikernes opfordring til at trække flyene hjem til oktober fremfor at forlænge indsatsen.

Venstres forsvarsordfører, Peter Juel Jensen, siger til avisen, at han vil afvente en militærfaglig vurdering af situationen.

Ritzau/Berlingske/DR Syd

Facebook
Twitter