Færre hærværks-kruseduller og tags i byrummet

Antallet af graffitianmeldelser er næsten halveret de seneste fem år.

Der bliver set og anmeldt langt færre graffiti-tags, som dette. (Arkivfoto) (Foto: Peter Bye Andersen)

Der bliver set og anmeldt mindre graffiti.

Siden 2009 har der været et stort fald i graffitianmeldelser i hele landet, fortæller specialkonsulent ved Kriminalpræventivt sekretariat i Syd- og Sønderjyllandspoliti Christian Østergaard. I det syd- og sønderjyske er antallet af graffitianmeldelser siden 2009 næsten halveret.

- Det følger jo også den trend, der er i samfundet, at de unge de bliver mindre kriminelle, og det ser vi så også, når det gælder graffitihærværk, så det er vi rigtigt glade for, siger Christian Østergaard.

Graffitien skal væk i en fart

Ifølge Christian Østergård, så kan en hurtigere indsats for at få fjernet den ulovlige graffiti være én af forklaringerne.

- Skidt avler skidt, og graffiti det avler mere graffiti. Når der er tagget et sted, så går der ikke lang tid, før der er overmalet. Så det er rigtigt vigtigt at få taggene fjernet så hurtigt som muligt, siger Christian Østergaard.

Politiet i Syd- og Sønderjylland modtog i 2009 172 anmeldelser af graffiti. Sidste år var der kun 95 anmeldelser i de syd- og sønderjyske kommuner. Ulovlig graffiti kan udløse en bøde og i særligt grove tilfælde en fængselsstraf på op til seks år.