Fanget i forulykket bil, mens vandet steg: Tre mænd reddede kvinde fra druknedøden

Danskerne er blevet bedre til at hjælpe andre i nød, lyder det fra Trygfonden.

Bilen var forulykket i en cirka én meter dyb å, hvor vandet langsomt begyndte at sive ind. (Foto: Brand og Redning Sønderjylland)

Sammen med sine to kolleger var Jens Peter Lindholm på vej hjem fra arbejde mandag eftermiddag, da han tilfældigt opdagede en person i et dybt markskel på vej mod Ballum i Sønderjylland.

Umiddelbart troede de, at der var tale om en landmand, indtil de opdagede, at det var en ældre mand, der var mudret helt til.

- Så blev vi enige om, at der var et eller andet galt her. Så vi kørte hen og vendte og lagde mærke til, at der var kørt fire-fem biler foran os, som ikke havde set noget, og der kom fire-fem biler bag ved os, som heller ikke så noget, siger Jens Peter Lindholm.

Vandet steg i bilen

Først helt nede i grøftekanten så de manden og en bil, der lå på taget. Manden fortalte, at hans kone lå i bilen, og de tre kolleger kunne høre hende derinde.

- Så blev vi enige om, at vi skulle ringe 1-1-2, og det skulle gå rimelig stærkt, siger Jens Peter Lindholm.

- Vi snakkede med damen, og hun var forbavsende rolig. Hun fortalte, at vandet steg. Bilen lå både i vand og mudder.

  • Der var masser af vand og mudder ved redningsaktionen nær Ballum i Sønderjylland (Foto: Brand og Redning Sønderjylland)
  • (Foto: Brand og Redning Sønderjylland)
1 / 2

- Vi kunne ikke gøre ret meget andet end at snakke med hende og berolige hende. Bilen var kilet sådan fast, at den var urokkelig. Vi prøvede at få dørene op, men når en bil ligger nede i en tragt, er det hele låst fast.

Kvinden var heldig

Kort efter ankom Brand og Redning Sønderjylland, der trak bilen op og fik kvinden fri – og hun slap fra ulykken uden mén.

I dag siger indsatsleder Kenneth Achner, at kvinden formentlig var omkommet, hvis ikke de tre mænd var kommet forbi.

- Der ligger ingen huse på den lange strækning, hvor ulykken skete. Og grøften er dyb med masser af vand, fordi det er en del af marskens afvandingssystem. Og når en bil ligger på taget, og der kommer vand ind, så vil nogen drukne, hvis ingen griber ind, siger han.

- Det var rigtig godt og rigtig heldigt, at de kom forbi.

Danskerne hjælper andre i nød

Også projektchef hos Trygfonden Grethe Thomas har ros til de tre heltemodige sønderjyder. Og deres hjælp ligger helt i tråd med, at danskerne er blevet langt bedre til at hjælpe andre i nød, siger hun.

- Vi har en statistik på hjertestop-området, og vi er ret sikre på, at begrebet ’førstehjælpsomhed’ også kan overføres på alle mulige andre områder. Det viser, at på en periode på over 15 år er der sket en tredobling af folk, der træder til.

Grethe Thomas mener, at det især skyldes en bedre kommunikation om det at hjælpe andre, som har haft en betydning.

- Vi er blevet meget bedre til at tale om, hvor vigtigt det er at træde til. Vi er ikke så berøringsangste mere for at gøre en forskel, siger hun.

Jens Peter Lindholm og de to andre redningsmænd er nu indstillet til en dusør for deres indsats. Og de glæder sig netop over at have gjort en forskel.

- Det er da utrolig dejligt, at man har været med til at hjælpe. Det mest utrolige var, at den ældre mand havde arbejdet sig ud igennem mudderet og op, så vi kunne se ham. For ellers kan vi ikke sige, hvor længe de kunne ligge dernede.

Facebook
Twitter