FDM advarer kommuner mod nye, ulovlige p-afgifter: Vi kommer efter jer

Nogle kommuner overvejer at indføre betalingsparkering for at dække et stort underskud i kommunekassen, men det må de ikke, lyder det fra FDM.

Det er ulovligt, hvis kommunerne vælger at indføre betalingsparkering for ikke at få et stort underskud i kommunekassen, lyder det nu fra FDM. (Foto: Celina Dahl © Scanpix)

Kommunerne må ikke begynde at tage betaling for parkering for at dække det økonomiske underskud, de får med den nye parkeringslov fra nytår.

Det er nemlig ulovligt.

Så klar er meldingen fra FDM, efter DR bragte historien om, at flere kommuner overvejer at indføre betalingsparkering for fortsat at have råd til at have p-vagter.

Find pengene et andet sted

Regeringen og Dansk Folkepartis nye parkeringslovgivning betyder nemlig, at staten fremover skal have 70 procent og ikke kun halvdelen af indtægterne. Alene i Esbjerg giver det et minus på 750.000 kr. om året.

De nuværende bødeindtægter dækker nemlig kun lige akkurat udgifter til p-vagter og de 50 procent, som staten skal have.

Så de ekstra 20 procent til staten medfører derfor et hul i kommunekassen.

Men det vil ikke være lovligt at begynde at indføre betalingsparkering, som Esbjerg Kommune overvejer, siger FDM's juridiske konsulent Dennis Lange.

- Man må ikke regulere ens priser på betalingsparkering i henhold til, at man har nogle udgifter, man skal have dækket. Hvis man gør det, så er det ulovligt. De penge, man mangler i Esbjerg, må man finde et andet sted i det kommunale budget. Man kan ikke finde det ved at indføre betalingsparkering, siger Dennis Lange til DR.

FDM's udmelding giver stof til eftertanke, fortæller Søren Heide Lambertsen (S), der er formand for Teknik- og byggeudvalget i Esbjerg Kommune:

- Nu prøver vi selvfølgelig at undersøge, hvilke muligheder vi har. Det er jo bare en af mulighederne, der er blevet lagt frem, at man kan indføre betalingsparkering i Esbjerg. Men det er rart at få en kommentar på, at det faktisk ikke kan lade sig gøre, siger Søren Heide Lambertsen til DR.

Ingen pengemaskine

Loven er lavet, så kommunerne ikke bruger betalingsparkering som en pengemaskine, lyder det i et svar fra indenrigs- og økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille til DR.

Men det møder skarp kritik fra både KL, trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet og fra flere kommuner.

- Vi bliver taget til indtægt for noget, vi ikke gør. Og det er ærgerligt. Her i Sønderborg Kommune har vi ikke indført p-afgifter. Og når vi ikke har gjort det, så synes jeg, det er uanstændigt, at pengene bliver sendt til staten. For vi synes heller ikke, det skal være en pengemaskine, siger Aase Nyegaard fra Fælleslisten, der er viceborgmester og formand for teknik- og miljøudvalget i Sønderborg Kommune.

Hul i kassen på 750.000 kroner

I eksempelvis det syd – og sønderjyske område findes der i dag ingen betalingsparkering. Kommunerne har udelukkende tidsbegrænset parkering, som overvåges af kommunale p-vagter.

Men den ordning rammes af den nye lovgivning - og giver altså blandt andet Esbjerg Kommune et minus på 750.000 kroner om året.

Flere af de syd- og sønderjyske kommuner sidder derfor lige nu og ser på mulige løsninger, og et af løsningsforslagene er, at der skal indføres betalingsparkering.

Vil køre sag mod kommunerne

Skulle nogle kommuner vælge at indføre betalingsparkering på baggrund af den nye lovgivning, så kan de se frem til at høre fra FDM, siger Dennis Lange.

- Hvis de indfører betalingsparkering for at få skabt en større indtægt, så vil vi starte en sag op mod dem. Nogle skal jo holde øje med, at kommunerne holder sig på den rigtige side af loven, siger Dennis Lange.

FDM har i to år haft en lignende sag kørende mod Aalborg Kommune.

Aalborg udvidede betalingszonen og hævede prisen på betalingsparkering, da de solgte den kommunale parkeringsplads Budolfis Plads midt i byen.

Og den sag ligger lige nu hos Folketingets ombudsmand.

Skal kunne nøjes med 30 procent af indtægterne

DR har forsøgt at få et interview med økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) efter FDM's udmelding. Men det er ikke lykkedes.

Forleden skrev Simon-Emil Ammitzbøll-Bille (LA) dog i en mail til DR, at han mener, at kommunerne bør kunne klare sig med de 30 procent af p-indtægterne, de beholder.

- Hvis de ikke kan finansiere deres p-vagter af de penge, må det være fordi, der ikke er særlig mange, der parkerer ulovligt. Og så undrer jeg mig over, at de overhovedet har brug for to p-vagter, lød det i mailen.

Facebook
Twitter