Fest og franske farver i målby rører tourchef: 'Det bliver en af de største Grand Dèpart i historien'

Tour de France-feberen har ramt Sønderborg 2,5 år før løbet.

Slotsgården ved Sønderborg Slot var i dag fyldt, da der blev sendt en direkte transmission af dagens pressemøde vedrørenede Tour De France. (Foto: Gert Eilrich © (c) DR)

Røde, hvide og blå balloner samt franske og danske flag vajede i den kølige februar-vind i slotsgården ved Sønderborg Slot.

Flere hundrede mennesker var stimlet sammen foran en opsat storskærm, der sendte pressemødet om Tour de France i Sønderborg direkte.

Flere gange kunne man høre menneskemængden huje under pressemødet. Den franske løbshef, Christian Prudhomme, var imponeret.

- Jeg har ofte svært ved at forklare franskmænd, hvorfor vi skal have touren til udlandet. Nu er det meget simpelt. Jeg sender bare et billede fra Sønderborg med de franske og danske flag.

Flere hundrede var mødt op til direkte transmission af dagens pressemøde i slotsgården ved Sønderborg Slot. (Foto: Gert Eilrich © (c) DR)

Lokale klubber er på hjælpelisten

Sønderborg blev i går officielt udpeget som målby på den tredje og sidste etape i Danmark, når Tour de France i 2021 kommer til Danmark.

Allerede et døgn efter var Sønderborg klædt på til fest og bød verdens største cykelløb velkommen med flag og friskbagte fastelavnsboller. Flere af de fremmødte i slotsgården var ankommet på to hjul iført tætsiddende lycra og cykelhjelm. 12-15 af dem var fra Gråsten Cykelklub.

- Det er et kæmpe arrangement, og det er kæmpestort for Danmark, lyder det fra den begejstrede klubformand, Kjeld Jakobsen.

Klubben har også allerede sagt ja til at arbejde under løbet – en opgave, de gerne tager, selvom det betyder, at de måske ikke kommer til at se selve løbet.

- Vi må repræsentere området og hjælpe – det gør vi gerne, sagde formanden.

Dansk engagement rører franskmand

En anden lycraklædt mand - Jørgen Nissen – havde sammen med sin cykelklub, hvor alle er over 60 år, også taget turen til Sønderborg for at være med i festlighederne.

- Vi har cyklet 26 kilometer for at være med i dag. Jeg håber, de kommer igennem Felsted, så jeg kan se det hjemme fra min have.

Den entusiasme, løbschefen har oplevet hos danskerne, rørte ham – i særdeleshed i Sønderborg, da han gik forbi sønderjyderne i slotsgården, mens de viftede med de franske og danske farver.

- Jeg vidste, at I have passion for cykling og for Touren, men jeg vidste ikke, at det stod jeres hjerte så nært. Det bliver en af de største Grand Dèpart i Tourens historie, sagde Christian Prudhomme.

Facebook
Twitter