Fik besked over telefonen: Apple dropper datacenter ved Aabenraa

- Det kommer fuldstændigt uventet for os, lyder det fra direktør i Aabenraa Kommune.

Borgmesteren i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen fra Venstre, er ærgerlig over meldingen fra Apple.

Apple har i en kort telefonsamtale i dag meddelt Aabenraa Kommune, at virksomheden ikke vil fortsætte datacenterbyggeriet på den 285 hektar store byggegrund ved Kassø uden for Aabenraa.

Det oplyser Aabenraa Kommune.

- Det kommer fuldstændigt uventet for os, at Apple i dag på et telefonmøde orienterer os om, at man ønsker at afhænde sin byggegrund, siger direktøren for kultur, miljø og erhverv i Aabenraa Kommune, Stig Isaksen, i en pressemeddelelse og fortsætter videre:

- Aabenraa Kommune har arbejdet med Apple i lang tid for at skabe grobund for et af verdens største datacentre. Det er dog samtidig min opfattelse fra min samtale med Apple i dag, at der er tale om en overordnet strategisk forretningsbeslutning truffet i USA, og at beslutningen er truffet helt uafhængigt af forhold i Aabenraa Kommune, siger Stig Isaksen.

Borgmester: Har ikke fået nogen begrundelse

Det var i sommeren 2017, at Apple meddelte, at man havde købt 285 hektar jord til etablering af et meget stort datacenter.

Senere samme år købte Google en meget stor nabogrund til Apple.

Borgmesteren i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen fra Venstre, er ærgerlig over meldingen fra Apple.

Til DR Nyheder siger han:

- Vi har ikke fået nogen begrundelse fra Apple. Ligesom vi heller ikke har gjort krav på at få detailviden undervejs omkring selve byggeriet. Jeg ville da gerne have haft begrundelsen, men det er mest af ren nysgerrighed, siger han.

Herunder kan du høre borgmester Thomas Andresens reaktion, efter Apples meddelelse:

DR Nyheder har modtaget en skriftlig udtalelse fra Apple, hvor der står:

- Samtidig med at vi nærmer os færdiggørelsen af vores datacenter ved Viborg, har vi besluttet at fokusere på at udvide denne lokation i stedet for at bygge endnu et datacenter ved Aabenraa. Vi er taknemmelige over den stærke opbakning, vi har mødt, både hos kommunen og i lokalmiljøet i Aabenraa.

  • Det var her i området i Kassø, der ligger ved Aabenraa, at Apple havde planer om at opføre sit datacenter. Men de planer blev droppet tirsdag. (Foto: Asbjørn Møller)
  • (Foto: Asbjørn Møller)
  • (Foto: Asbjørn Møller)
1 / 3

Uønsket bump på vejen

Borgmester Thomas Andresen kalder Apples beslutning for et uønsket bump på vejen for Aabenraa Kommunes indsats for at skabe arbejdspladser og øget bosætning ud af etableringen af datacentre i Aabenraa Kommune.

Thomas Andresen har tidligere sagt, at Apples byggeprojekt ville tiltrække flere virksomheder, men Thomas Andresen frygter dog ikke at nogle vender kommunen ryggen, nu hvor Apple har droppet området.

- Vi har jo stadig Google, som ejer jord, og som arbejder med at komme videre i deres proces, siger Andresen.

I det hele taget ser borgmesteren fortrøstningsfuldt på fremtiden trods Apples meddelelse i dag.

- Heldigvis er Apple ikke den eneste spiller på det marked, og som vores datacenterstrategi jo tydeligt beskriver, har vi en målrettet strategisk indsats, som blandt andet sigter mod to datacentre i drift og to under planlægning i 2022, siger han.

Andet datacenter droppes på få måneder

I marts skrinlagde Facebook et datacenter ved Esbjerg.

Dermed er det kuldsejlede datacenter-projekt ved Aabenraa det andet datacenter, som ikke bliver til noget på få måneder.

Og det kan skyldes, at de store virksomheder har valgt at købe flere grunde, end de reelt har brug for.

Det siger Jakob Stoumann, direktør i Oxford Research, der har rådgivet på flere europæiske projekter-datacentre

- Mit indtryk er, at udviklingen er gået stærkt for dem. De har sikret sig nogle gode grunde mange steder, men nogle gange kan der ske det, at deres strategi bliver ændret hurtigt, siger Jakob Stoumann.

Et slag i ansigtet

Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen fra Venstre, stod altså selv i samme situation for tre måneder siden, da Facebook skrinlagde planerne om at bygge et datacenter i kommunen. Og det er hårdt, når sådan en meddelelse kommer, siger han.

- Det er helt klart et slag i ansigtet. For der er rigtig mange mennesker både i og uden for kommunen, som arbejder med sådan et projekt, siger han.

Selvom det er skridt tilbage, så tror Esbjerg-borgmesteren, at hans kollega i Aabenraa nok skal finde andre datacentre, der vil slå sig ned i kommunen.

- Der er gode forudsætninger i Danmark, da vi har et koldt klima, gode fiberforbindelser og og vi har stabil elforsyning, siger Jesper Frost Rasmussen.

Aabenraa Kommune vil i den kommende tid kontakte relevante parter i sagen.

Derudover har Aabenraa Kommune selvfølgelig stillet sig til rådighed for Apple med assistance til at finde de rette købere til datacentergrunden i Kassø.

Facebook
Twitter