Kurt Beier-sagen

Filippinske chauffører tilbudt lille lønstigning: Månedsløn på 9700 kroner

Transportfirmaet Kurt Beier lover en lille smule mere i løn, men 3F er rystet over tilbuddet.

Filippinerne, der levede i slumlignende forhold i en lejr i Padborg, er netop blevet tilbudt en lille lønfremgang, så deres månedsløn kommer op på 9700 kroner. (Foto: Fagbladet 3F)

Det udskældte transportfirma Kurt Beier har lavet et nyt tilbud til de filippinske chauffører, der er ansat i firmaet.

Den ny kontrakt betyder, at chaufførerne skal arbejde til en månedsløn på 9.700 kroner det første år.

Det er en stigning i månedslønnen fra de oprindelige 1.060 euro til 1.300 euro til de chauffører, der vil starte med at køre for Kurt Beier igen fra på mandag.

I det andet år vil filippinerne blive tilbudt 1400 euro om måneden, og det tredje år 1500 euro om måneden.

Det skriver Fagbladet 3F.

Op mod 200 filippinere boede i containerlejren her i Padborg, nu bliver de i ny kontrakt lovede bedre boligforhold. (Foto: Fagbladet 3F)

Ufatteligt

Tilbuddet, som DR har set, er blevet forhandlet i København mellem vognmand Kurt Beiers polske datterselskab HBT og repræsentanter fra den filippinske ambassade.

Formanden for 3F i Aabenraa Kim Brandt har gennemlæst kontrakten, og han er rystet.

- Det er en ufattelig lav løn. Det er en lav løn for folk i Europa. Hvis vi kan gøre det her overalt, hvordan vil udviklingen så ikke blive for Europas lønmodtagere, siger Kim Brandt til DR.

- Det kan godt være, at de får lidt mere i løn nu. Men ifølge vores udregninger, så svarer det til omkring 20 kroner i timen, siger Kim Brandt.

Boede i slum

Tilbuddet kommer efter, at Fagbladet 3F har afsløret, at næsten 200 filippinere boede under slumlignende forhold i Kurt Beiers containerlejr i Padborg. Her arbejdede de angiveligt for helt ned til 15 kroner i timen.

Syd- og Sønderjyllands Politi fik reddet filippinerne ud lejren den 30. oktober, og politiet efterforsker nu, om de er ofre for menneskehandel.

Center mod Menneskehandel er også gået ind i sagen og har taget chaufførerne under beskyttelse, indtil sagen er afgjort.

Her er den nye kontrakt til de filippinske chauffører, hvor man kan se, at de bliver lovet en lønstigning.

"Ordentlige værelser"

Det nye tilbud til filippinerne indeholder også otte ”ordentlige” værelser med plads til fire i hver med TV, bad og køkkenfaciliteter, samt at der kommer styr på sundhedsforsikringen, som filippinerne ikke fik, selv om de kontraktligt var blevet lovet den af Kurt Beier.

Det er også en del af tilbuddet, at de chauffører, der ikke ønsker at være der mere, får skyldigt tilgodehavende udbetalt.

I kontrakten står der endvidere, at efter 12 måneders ansættelse kan filippinerne få en betalt rejse frem og tilbage mellem Danmark og Filippinerne, så de kan holde ferie i hjemlandet.

Politiet er i gang med at undersøge, om de mange filippinere har været ofre for menneskehandel. (Foto: Fagbladet 3F)

Smuthuller i lovgivningen

Formanden for 3F i Aabenraa Kim Brandt siger, at hele denne sag viser, at alle har et stort problem.

- Branchen har et kæmpe problem. Det gør ondt at se på det her. Men alle har en kæmpe opgave foran sig. Vi kan ikke løfte det her alene i 3F. Derfor er det vigtigt, at vi får politikerne på banen, for det er EU-lovgivingen, der giver de her smuthuller, siger Kim Brandt.

Direktør i transportfirmaet Karsten Beier siger til Fagbladet 3F efter afsløringen af kontrakten.

- Jeg kan overhovedet ikke sige noget om det. Det vil jeg ikke, siger han, og han ønsker ikke uddybe hvorfor.

Politiet ryddede den 30. oktober containerlejren på Transportvirksomheden Kurt Beiers matrikel i Padborg. (Foto: Frank Cilius © Scanpix)

Ingen kommentarer

DR har også forsøgt at få en kommentar fra Karsten Beier, men det er ikke lykkedes.

DR har været i kontakt med transportfirmaets advokat Anders Nemeth, men han ønsker ikke at kommentere sagen.

DERFOR KØRER FILIPPINSKE CHAUFFØRER I DANMARK:

  • De seneste år har transportbranchen kigget ud af EU for at finde chauffører. Det er ifølge branchen selv, fordi der er mangel på chauffører. Fagforeninger mener, at det er lønpres.

  • I dag er reglerne sådan, at vognmænd kan hyre chauffører fra lande uden for EU, hvis de ikke kan finde ledige hænder inden for landets grænser.

  • I 2017 blev der givet tilladelse til 108.332 chauffører fra lande uden for EU - herunder Filippinerne. Det er 31 procent flere end i 2016.

  • Litauen og Polen er de lande, der inviterer klart flest chauffører til EU. Sidste år var der 62.192 alene fra Polen.

  • Danske selskaber kan derfor oprette et datterselskab i for eksempel Polen og ansætte sine chauffører derfra.

  • Når en chauffør har fået grønt lys til at køre i et EU-land, kan vedkommende køre i hele Europa.

  • Ifølge EU-reglerne er det tilladt for udenlandske lastbiler at køre med varer - såkaldt cabotagekørsel - internt i andre EU-lande i forbindelse med internationale transporter.

  • Der er dog visse begrænsninger, men chaufførerne kan for eksempel tage tre ture i Danmark, en tur ud af Danmark og derefter tre ture igen. Kilde: Ritzau.

Facebook
Twitter