Finanskrisen presser kvinder til prostitution

En desperat økonomisk situation gør især sydeuropæiske kvinder til lette ofre for udnyttelse.

Der er kommet flere sydeuropæiske prostituerede de seneste år. (Foto: © Annett Bruhn, Scanpix)

Et stigende antal sydeuropæiske prostituerede er kommet til Danmark siden finanskrisen brød ud.

De kommer især fra Spanien, Italien og Grækenland, og mange af dem er i en meget presset økonomisk situation, fortæller Vibeke Nielsen, der er projektleder hos Pro Vest, som arbejder for at hjælpe de udenlandske prostituerede i Region Syddanmark.

- De er i en meget desperat situation, så de er lette ofre for udnyttelse. Bagmændene kan tvinge dem til at betale en alt for høj husleje eller til at gøre andre ting imod deres vilje.

Nogle af de udenlandske prostituerede bliver for eksempel presset til at tilbyde seksuelle ydelser, som de ikke har lyst til, eller til at tage flere kunder, end de ønsker, fortæller Vibeke Nielsen.

De prostituerede er blevet mere synlige

Pro Vest arbejder særligt for at bekæmpe menneskehandel, og der bliver faktisk fundet et stigende antal handlede kvinder blandt de udenlandske prostituerede i Danmark, fortæller Vibeke Nielsen. Men hun tror ikke, at det er et tegn på, at der er begyndt at komme flere handlede kvinder til landet.

- Det er bare et udtryk for, at der er mere opmærksomhed på det. Både fra politiets og de sociale organisationers side. Der bliver identificeret flere, men de kan lige så vel have været der tidligere, fortæller Vibeke Nielsen.