Fjernbetjeninger forsvinder fra sygehus: Sygeplejersker bruger kostbar tid på at lede efter dem

På Sygehus Sønderjylland forsvinder fjernbetjeningerne fra stuerne, og det betyder, at personalet bruger masser af tid på at lede efter dem.

Ifølge sygeplejerskerne er der kun én fjernbetjening til hver femte stue. Og det betyder, at personalet må bruge tid på at lede efter de forsvundne fjernbetjeninger, når patienterne vil zappe rundt i bedste sendetid. (© Colourbox)

Der skulle egentlig være en fjernbetjening på alle stuer, men på Fælles Akutmodtagelsen på Sygehus Sønderjylland bruger sygeplejerskerne alt for meget tid på at lede efter forsvundne fjernbetjeninger.

En af dem, der hver dag leder efter forsvundne fjernbetjeninger, er sygeplejersken Sandra Schultz.

- Jeg bruger vel som minimum 8-10 minutter hver dag på at lede efter dem. Det er jo en unødvendig opgave. Jeg kunne jo i stedet bruge den tid på at være hos patienterne. Mange af vores patienter har behov for det sociale, og her betyder 10 minutter jo meget, siger Sandra Schultz til DR.

Ledningen klippes over

Kun på hver femte stue ligger der en fjernbetjening til patienterne, fordi resten er forsvundet.

- Der er ikke nogen, der aner, hvor de forsvinder hen, siger Sandra Schultz.

Fjernbetjeningen skulle egentlig sidde fast på væggen bag sengen med en rød ledning, men den røde ledning er klippet over på alle stuerne. Nu ligger de resterende fjernbetjeninger lettere tilfældigt på enkelte stuer.

- Det betyder jo så, at vi kun har cirka én til hver femte stue, tilføjer Sandra Schultz.

De forsvundne fjernbetjeninger går ud over patienterne, når personalet leder forgæves.

- Så ligger de jo og glor ind i en sort skærm, siger sygeplejersken.

Vi køber 20-25 ad gangen

Oversygeplejerske på stedet Helle Overgaard fortæller, at de forsøger at købe nye fjernbetjeninger, men problemet forsvinder ikke af den grund.

- Vi køber mellem 20 og 25 fjernbetjeninger ad gangen. Men det rækker kun til omkring to måneder, siger Helle Overgaard.

Når de forsvinder efter så kort en periode, så er det ikke helt uvæsentligt for økonomien.

- Sådan en fjernbetjening koster 100 kr. Så det er jo nogle penge, der bliver brugt på det, siger Helle Overgaard.

Selvom det koster kroner og øre at købe nye fjernbetjeninger hjem, så er alternativet til krimier, quiz-programmer og TV-Avisen alt for kedeligt, mener sygeplejerske Sandra Schultz.

- De, der er mobile, kan gå hen og kigge ud af vinduet. Alternativet er jo at kigge ind i væggen, siger hun.

Facebook
Twitter