Flemming får højspændingsledning otte meter fra sit soveværelse

90 kæmpe master er netop ved at blive rejst i Sønderjylland.

Mens jyderne på vestkysten venter på den endelige placering af de omdiskuterede 145 kilometer højspændingsledninger, er 90 nye højspændingsmaster lige nu ved at blive rejst mellem Kassø og Frøslev i Aabenraa Kommune.

Én af dem skal stå i Flemming Johansens baghave. Mast 47.

- Her ved det blå flag kommer masten til at stå. Lige midt i vores hæk og græsplæne.

40 meter fra det blå flag ligger Flemming Johansens nybyggede hus.

Masterne skal bære en ny 400 kilovolt-forbindelse ligesom den, der er på vej langs den jydske vestkyst. Forbindelserne skal lette handlen med el mellem Danmark og Tyskland.

Otte meter fra soveværelset

Den sønderjyske linje er for længst besluttet. Flemming Johansen kan ikke forhindre ledningerne i at komme, og kranerne er nu på vej med den 39 meter høje mast, der skal bo i hans baghave.

- Den yderste leder - det vil sige den ledning, der kommer til at være tættest på vores hus - kommer til at være otte meter fra gavlenden, hvor vi har soveværelse.

Højspændingsforbindelsen kommer så tæt på Flemming Johansens hus, at Energinet, der står bag projektet, har tilbudt at købe det. Det skal de, hvis stuehuset ligger inden for 80 meter af højspændingsledningerne.

Sådan et tilbud har 13 lodsejere fået på strækningen fra Kassø til grænsen.

Tilbuddet gælder fra den dag, der kommer strøm i ledningerne og et år frem. Familien vil derfor prøve det af, inden de beslutter sig for at sælge. Det er en fair behandling, mener Flemming Johansen.

Erstatning på 40 millioner kroner

I alt bliver 130 husejere berørt af den 30 kilometer lange el-ledning. Syv husejere har endnu ikke besluttet, om de vil sælge deres hus til Energinet, så foreløbigt har de 130 sønderjyder samlet fået 40 millioner kroner i erstatning.

Lignende beløb vil husejerne kunne se frem til i Vestjylland, fortæller chefprojektleder hos Energinet Christian Jensen.

- Den samlede erstatning afhænger af antallet af huse, ejendommens handelsværdi og hvor tæt på ledningen kommer. Men set ud fra et gennemsnit er det nok ikke helt skævt.

Men de erstatninger er alt for små, mener Steen Larsen, der bor i Årre ved Varde, og som frygter at få højspændingsledninger tæt på sit hjem.

- Det er jo ingenting, når man tænker på, at folk får deres friværdi og livskvalitet ødelagt af masterne. De bliver stavnsbundet. Det er meget bekymrende.

- Engang imellem kan vi høre det knitrer. Men vi hører det jo næsten ikke længere. Det havde været meget værre, hvis vi skulle have en motorvej eller vindmøller tæt på, siger Flemming Johansen, der i forvejen ved, hvordan det er at have højspændingsledninger i nærheden af sit hus. (Foto: Johanne Haagerup © (c) DR)

Vil lære at leve med masten

Flemming Johansen har fået en erstatning på 80 procent af sin nybyggede boligs værdi.

Om pengene kommer til at veje op for udsigten til en højspændingsledning fra soveværelsesvinduet, ved han ikke endnu. Men for nu er han okay med det.

- Få den nu sat op, så vi kan få plantet hækken igen, så må vi ses. Når først den har stået her et halvt eller helt år, ser vi den ikke længere. Vi hælder helt klart til at blive boende.

Forslaget til de vestjyske masters placering bliver offentliggjort efter sommerferien.

Facebook
Twitter