Flere får klip i kortet, fordi de ikke holder afstand: Det er hamrende farligt

630 bilister fik et klip i kortet for at køre for tæt på forankørende i 2017. Det er det højeste antal i 11 år.

Hvide pile på kørebanen er en af de løsninger, der skal få os til at holde bedre afstand. (Foto: Ulrik Stadler Bang © dr)

Der er flere bilister, der får et klip i kørekortet, fordi de ikke er gode nok til at holde afstand til de forankørende.

Det viser tal fra Rigspolitiet.

I 2017 har 630 bilister fået et klip i kørekortet, fordi de ikke holder afstand. Det er det højeste antal de seneste 11 år.

Det er alvorligt, når vi ikke holder god nok afstand til hinanden. Det siger politiassistent Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

- Hvis du ikke holder ordentlig afstand, og den forankørende bremser voldsomt, så har du kun et halvt til et helt sekund til at registrere, at bilen bremser og selv få bilen ned i fart. Det er hamrende farligt, siger han.

Men risikoen for, at folk kører for tæt og ender i ulykker, bliver mindre, når man maler de såkaldte hvide vinkelpile på motorvejene.

Sådan lyder konklusionen fra Vejdirektoratet.

Pilene viser bilister, hvor stor afstand de skal holde til de øvrige bilister. Kan man se to pile mellem sig selv og den forankørende, er afstanden passende.

- Vi har rigtig gode erfaringer med afstandsmærker på strækninger, hvor der er mange bagendekollisioner. De er med til at gøre folk opmærksomme på, at det er vigtigt at holde afstand til hinanden, siger hun.

Et af de steder, hvor man nu har pile på kørebanen, er på den sønderjyske motorvej tæt ved Aabenraa Nord og mellem Haderslev Nord og Christiansfeld.

I Syd- og Sønderjylland er antallet af sigtelser for at køre for tæt ikke steget i perioden, som man ser på landsplan.

Ifølge Knud Reinholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi skyldes det, at man har kontrolleret mindre i det syd- og sønderjyske gennem de seneste år.

Antal sigtelser med klip i kørekortet for tæt kørsel

  • 2007: 464 sigtelser
  • 2008: 532 sigtelser
  • 2009: 511 sigtelser.
  • 2010: 376 sigtelser
  • 2011: 432 sigtelser
  • 2012: 418 sigtelser
  • 2013: 579 sigtelser
  • 2014: 610 sigtelser
  • 2015: 533 sigtelser
  • 2016: 580 sigtelser
  • 2017: 630 sigtelser

    Kilde: Rigspolitiet

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.