Flere hunde købt under corona er angste for at være alene hjemme: ’Han hyler og skriger, når vi går’

Hundene har svært ved at være alene hjemme, fordi de under corona har været vant til selskab i hjemmet.

Frederikke Brun Jensen fortæller, at der lige for tiden er håndværkere i opgangen, og det giver faktisk Finn tryghed, at han kan høre nogen rumstere udenfor lejligheden. (Foto: Louise Mandrup DR Nyheder)

Hyl, der skærer sig ind i hjertet. Det er, hvad 21-årige Frederikke Brun Jensen ofte må lægge øre til, når hende og kæresten lukker døren til deres hjem.

I januar flyttede deres nye hund ind, men den nu otte måneder gamle Finn er stadig helt ulykkelig over at være alene hjemme.

- Han hyler og skriger, når vi går. Det går lige i ens moderhjerte. Man bliver helt utilpas, fordi man jo kan høre, at han ikke har det særlig godt, siger Frederikke Brun Jensen.

Finn er en Shiba Inu, der er en gammel japansk hunderace. (Foto: (Privat foto))

Og Finn er ikke den eneste hund, der er ked af det, når mor og far går.

For mange af de hunde, der blev købt under corona, har nu problemer med at være alene hjemme.

Det oplyser Dansk Kennel Klub.

- Hunde er et flokdyr, og det er unaturligt for dem at være i sit eget selskab. Så hunden skal tilvænnes gradvist til at være alene hjemme, siger Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub.

Hjemsendelse har gjort det svært

Men den tilvænning har været lidt mere besværlig at praktisere det sidste halvanden års tid, hvor mange har været hjemsendt.

Mange hunde har derfor vænnet sig til at have selskab hele dagen. Og det giver altså problemer – især for de unge hunde - nu hvor mor og far ikke længere skal arbejde hjemmefra, fortæller Lise Lotte Christensen.

- De har ikke fået den naturlige tilvænning til at være alene. Og når vi så pludselig lader hunden være alene hjemme, er det meget unormalt for den.

Nogle hunde rammes simpelthen af separationsangst.

- Den kan gå hvileløst rundt og pive i timevis, og det er faktisk noget, der virkelig kan nedsætte hundens livskvalitet. Hunden har det elendigt, mens det står på, siger Lise Lotte Christensen.

Frederikke Brun Jensen leder lige nu efter en hundelegekammerat til Finn i håb om, at det kan hjælpe ham af med separationsangsten, (Foto: Louise Mandrup DR Nyheder)

Frederikkes hund følger hende overalt

Det billede genkender Frederikke Brun Jensen. Hendes Finn hyler sommetider så højt, at hun kan høre ham fra lejligheden, når hun går ned med vasketøj.

- Han vil være, hvor vi er. Også når vi går på toilet, eller hvis vi er i køkkenet. Når vi åbner ovnen, lukker vi døren, så han ikke skal brænde sig. Det kan han slet ikke have.

Frederikke Brun og kæresten har begge været hjemsendt i foråret, og derfor har det ikke været nemt for dem at træne Finn i at være alene, fortæller hun.

- Nogle gange er der gået flere dage, hvor han ikke har været alene hjemme. Og sommetider har han været alene en halv time, når vi har handlet ind. Vi har prøvet at træne det så godt vi kunne, men det har været svært at få den gode rutine.

Tal fra Dansk Kennel Klub viser, at forespørgslen på hunde blev firdoblet, da corona brød ud. Og Lise Lotte Christensen frygter, at der vil komme mange flere tilfælde af hunde med separationsangst.

- Jeg er desværre bange for, at det vi ser nu, bare er toppen af isbjerget. Vi frygter, at der er mange, der endnu ikke er klar over, at det kan blive et problem, når de vender tilbage til arbejdet, siger hun.

Facebook
Twitter