Flere løsladte kan nu få hjælp af frivillige mentorer

Røde Kors udvider en mentorordning, der skal forhindre, at løsladte begår ny kriminalitet.

De frivillige mentorer skal hjælpe et år, hvorefter de løsladte skal kunne klare sig selv. (Foto: Martin Ballund © Scanpix)

Overgangen fra fængsel til frihed er svær for mange.

Derfor udvider Røde Kors nu mentorordningen Primus Motor, der skal hjælpe tidligere indsatte til at få styr på hverdagen efter et fængselsophold.

Projektet er startet op i Aarhus, men udvider nu sin indsats til Esbjerg, Aalborg, Odense og Vejle.

Lige nu søger Røde Kors derfor frivillige, som har lyst til at tilbringe tid med en tidligere indsat. Det fortæller projektleder i Røde Kors Birna Esgerd Rohde.

- Mentoren kan tilbyde den løsladte støtte og hjælp til helt dagligdagens gøremål, som at sørge for at køleskabet er fyldt, når børnene kommer på besøg, siger hun.

Derudover kan mentorerne lave forskellige fritidsinteresser med den tidligere indsatte.

- Det kan hjælpe den løsladte til at få skabt nogle nye relationer, så man mindsker risikoen for, at de falder tilbage i tidligere mønstre, siger Birna Esgerd Rohde.

De frivillige mentorer skal hjælpe et år, hvorefter de løsladte skal kunne klare sig selv.

Primus Motor

  • Projektet skal køre i to år, og Røde Kors håber at finde op mod 35 frivillige mentorer i Esbjerg-området.

  • Kurser for de første frivillige i Esbjerg forventes at begynde midt i september.

  • Mentorordning er lavet med inspiration fra en lignende ordning i Norge, som har kørt siden 2004. Her svarede 84 pct. af deltagerne i den seneste rundspørge, at ordningen har hjulpet dem til at afholde sig fra at begå ny kriminalitet.

  • Røde Kors' mentorordning er blandt andet støttet af Trygfonden.

Facebook
Twitter