Flere udviklingshæmmede kommer i arbejde

Projekt Klap under beskæftigelsesministeriet har haft held med at finde jobs til 120 mennesker med forskellige handicaps i Region Syddanmark.

Især supermarkeder er gode til at ansætte udviklingshæmmede. Jobbet består for eksempel i at fylde varer på hylderne og gå til hånde i butikken. (© Colourbox)

Det er blevet lettere for borgere med fysiske eller psykiske handicap at få et job.

For selv om man har for eksempel autisme eller Aspergers syndrom, kan der godt være brug for ens indsats på arbejdsmarkedet.

I 2014 fik Landsforeningen LEV 40 millioner kroner over fire år til Projekt Klap, som går ud på at matche virksomheder og konkrete job med mennesker med forskellige handicap.

Sætter varerne pænt og lige

En af dem, der er kommet i job, er 36-årige Kristian Blaavand. Han har forskellige opgaver i Rema 1000-butikken i Aabenraa.

- Jeg sætter varer op på hylderne. De skal stå pænt og lige ud til kanten, fortæller han.

Kristian Blaavand lider af Aspergers og har svært ved at tage opgaver på lige fod med andre. Aspergers er en diagnose på autismespektret, og personer med Aspergers har ofte svært ved at håndtere det daglige sociale samspil.

For Kristian Blaavad betyder hans diagnose, at han har svært ved at håndtere uventede opgaver. Men arbejdet i Rema passer ham godt.

Glad for kunderne

- Jeg er glad hver morgen, når jeg står op. Og jeg er glad, når jeg møder kunderne. Kunderne virker også til at være glade for mig, siger Kristian Blaavand.

Og han er ikke den eneste. I projektet Klap under beskæftigelsesministeriet har man haft held med at finde jobs til 120 mennesker med forskellige handicaps i Region Syddanmark.

Det er især detailhandlen, der tager imod, siger konsulent Keld Møller-Madsen, der formidler kontakt i Region Syddanmark.

Et socialt ansvar

- Vi har lige ansat fire i Bilka i Sønderborg, og i forgårs ringede de for at sige, at de gerne vil ansætte flere, fortæller han.

Ud over Dansk Supermarked har Klap lavet aftaler med blandt andre Silvan, MCDonalds og Rema 1000. Og det er en succes. For hvis opgaven passer til evnerne, kan samarbejdet være til stor gavn for alle parter, siger HR chef i Rema1000 Stefan Skurup.

- Vi er en stor virksomhed og har et socialt ansvar. Så vi skal også være med til at tage os af mennesker, som har nogle anderledes kompetencer, siger Stefan Skurup.

I Projekt Klap bliver folk ansat med løntilskud. Projektet fortsætter frem til 2017.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk