Flere unge studerende får stress

Flere studerende søger hjælp på grund af stress. Særligt de helt unge bliver ramt.

Flere studerende søger hjælp på grund af stress. Særligt de helt unge bliver ramt. (© Colourbox.com)

Hovedet er fyldt med ambitioner og lektier - men også stress.

De universitetsstuderende i Syd- og Sønderjylland søger i stigende omfang psykologhjælp på grund af stress. Kravene til de unge er blevet skærpet, og det får flere til at bukke under for pres og forventninger, lyder det fra Studenterrådgivningen i Esbjerg.

Det er især stress, tristhed og depression, der får de studerende til at søge hjælp.

- Vi oplever nok mere stresssymptomer, end vi før har gjort. Der bliver efterhånden stillet et større og større krav både til studiet og også rent samfundsmæssigt til at få en uddannelse, siger afdelingsleder og psykolog hos Studenterrådgivningen i Esbjerg og Odense, Peter Brigham.

De unge søger hjælp

Sidste år søgte 152 studerende hjælp på rådgivningens kontor i Esbjerg. Det er især de helt unge studerende, der har behov for at få tankerne sat på plads.

- Nu får vi nogen ind, som er i teenagealderen, og de har ikke haft så meget livserfaring ud over gymnasiet og folkeskolen, siger Peter Brigham.

Sidste år søgte 4960 studerende landet over hjælp hos Studenterrådgivningen, det er 900 flere end i 2008.

Rådgivningen er gratis og er et tilbud til alle studerende på landets videregående uddannelser.

Facebook
Twitter