Flere vandselskaber bakker op: Forbyd sprøjtemidler

Flere vandselskaber er enige om at forbyde sprøjtemidler til private.

Forbyd giftige ukrudtsmidler i private haver, ellers går det ud over vores fælles drikkevand. Sådan lyder det fra flere vandselskaber i det sydlige Jylland.

Og de får fuld opbakning fra Danva, der er vandselskabernes egen interesseorganisation:

- Det er et stort problem, vi har med at gøre. Man regner med, at der herhjemme årligt lukkes 100 boringer, som har et indhold af pesticider. Af de 100 boringer har 60 af dem et indhold over grænseværdien, siger konsulent i Danva, Claus Vangsgaard.

Ud med Round-Up

Udmeldingerne kommer, efter at drikkevandselskaberne i København, Aarhus og Odense har opfordret til, at det skal være slut med Round-Up og alle andre sprøjtegifte hjemme i danskernes haver.

Selskaberne er nemlig bange for, at de om få år ikke længere kan finde rent drikkevand i undergrunden, hvis vi bliver ved med at sprøjte vores blomster og græsplæner med gift.

Vi bor på vores eget drikkevand

Og flere forsyningsselskaber i det sydlige Jylland er helt enige. De mener, at et forbud er den bedste måde at beskytte drikkevandet mod nedsivning af gift.

I Sønderborg bakker man helt op om, at der skal et forbud til.

- Det sikreste er helt at komme af med sprøjtemidlerne. Vi bor oven på vores eget drikkevand, og det er simpelthen ikke risikoen værd at sprøjte med gift, siger Lars Riemann, der er direktør i Sønderborg Forsyning.

Vandet er vores arv

Samme melding kommer fra Varde, Vejen og Aabenraa.

- I kommunens forsyningsselskab, Arwos, er vi selv helt holdt op med at bruge sprøjtegift, når vi plejer vores grønne områder. Det er dyrere at fjerne ukrudt manuelt, men sådan må det være,  fortæller direktør Christian Olesen fra Arwos i Aabenraa Kommune og fortsætter:

- Arwos betyder 'vores arv', og vi ønsker at give det uforgiftede drikkevand videre til kommende generationer,

Kan ikke finde ud af at bruge sprøjtemidlerne rigtigt

På Fanø mener man, at der er mange, der slet ikke ved, hvordan man skal håndtere sprøjtegifte, og derfor vil det være bedst med et forbud.

- Der er simpelthen for mange, der ikke kan finde ud af at bruge sprøjtemidlerne rigtigt. Så det ville være bedst for drikkevandet, hvis man slet ikke kunne købe sprøjtegift, forklarer Jan Pedersen, der er vandansvarlig på øen.

Miljøminister Kirsten Brosbøl har for nylig besluttet, at man som havevejleder fremover skal have vejledning, hvis man vil købe koncentreret sprøjtegift til sin have.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk