Flere vil tatoveres på hals, hænder eller i hovedet

Tatovørerne oplever en stigning i henvendelser fra kunder, der gerne vil tatoveres på halsen, på hænder eller i hovedet. I følge loven er det ulovligt at tatovere de tre steder, men tendensen er stigende.

Flere og flere retter henvendelse til tatovørerne for at få en tatovering på hænder, hals eller i hovedet. Men det er ulovligt ifølge loven om tatovering fra 1966. (© Colourbox)

Når tatoveringerne skal være lige lidt mere ekstreme og anderledes, er det fristende, at lade sig udsmykke i hovedet, på halsen eller på hænderne.

I følge en lov om tatovering fra 1966 er det ulovligt at tatovere på de tre steder. Alligevel får tatovørerne masser af henvendelser fra folk, der ønsker kropsudsmykningen udført imod lovens regler.

Det viser en rundringning foretaget af DR Syd hos 15 tatovører fra Syd- og Sønderjylland.

Trenden er klart voksende

Ud af de 15 tatovører, DR Syd har talt med, melder syv tatovører om ugentlige henvendelser fra kunder, der vil tatoveres i strid med loven.

Hos en af tatovørerne kommer efterspørgslen næsten dagligt, mens en anden tatovør fortæller, at der hver dag kommer kunder i butikken, der vil tatoveres et ulovligt sted.

Og trenden er voksende, siger formand for Uafhængige Tatovører, Liz Kierstein:

- I dag er man jo meget i den der verden med gossip og glamour, og man spejler sig i de mennesker, som man via reklamer og tv får op foran ansigtet, siger hun.

Loven skal lempes

Hos Hey Joes Tattoo i Vejen får de også mange henvendelser om ulovlige tatoveringer. Indehaver Henning Joe Jensen skyder på, at cirka én gang hver uge er der en kunde, der vil have lavet de ulovlige tatoveringer:

- Der er en stigende tendes til, at folk kommer og spørger om det. Men der er ikke andet at gøre end at sige: 'Det kan vi ikke, for det er ulovligt', siger han.

Henning Joe Jensen tror på, at man snart er nødt til at genoverveje den gamle lov fra 1966 om tatoveringer:

- Jeg tror, tendensen er, at vi om nogle få år er nødt til at lempe den og sige, at så må folk sejle deres egen sø, siger han. 

Facebook
Twitter