Nu uddanner de læger i Esbjerg: 'Vi håber, de slår sig ned i området bagefter'

En ny uddannelse i Esbjerg skal afhjælpe lægemanglen i området.

Isabella Hansen, Anna Lyhne og Ditte Roslyng er nye kandidatstuderende på den nye medicinuddannelse i Esbjerg. (Foto: Hanne Høier © DR)

30 medicinstuderende er torsdag mødt op til studiestart på den helt nye kandidatuddannelse i Medicin i Esbjerg.

Der mangler nemlig praktiserende læger i den sydlige del af Jylland. Håbet er, at de nye studerende kan være med til at sikre, at alle har en læge tæt på, hvor de bor.

- Der er områder i især den jyske del af regionen, hvor vi er udfordrede med mangel på læger. Nu kan vi tilbyde de kommende læger et fantastisk studie i en skøn del af landet, siger regionsrådsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose (V).

- Vi håber, at de kommende læger slår sig ned i området bagefter, siger hun.

Mød her tre af de nye studerende, som politikerne håber bliver boende i området, når de er færdige på studiet i Esbjerg.

Ditte Roslyng

Ditte Roslyng kommer fra Esbjerg, og hun er nu vendt hjem til byen igen. (Foto: Hanne Høier © DR)

- Jeg vil rigtig gerne blive i området, når jeg er færdig. Og jeg vil rigtig gerne i en almen praksis.

Sådan siger Ditte Roslyng, der selv kommer fra Esbjerg. Hun har første dag på kandidatuddannelsen i Esbjerg.

- Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang. Jeg synes, Esbjerg er et fantastisk dejligt område. Der er masser af natur og lidt mere ro end de helt store byer, siger hun.

Når hun er færdig med studiet, vil hun gerne være almen praktiserende læge.

- Jeg kan godt lide at snakke med mennesker og være tæt på mennesker. Jeg kan godt lide, at det er forskellige typer mennesker, der kommer i praksis. Man ser mange forskellige ting i løbet af dagen.

- Der er stor sandsynlighed for, at jeg finder job i området. Jeg vil rigtig gerne blive i området, når jeg er færdig. Og jeg vil rigtig gerne i en almen praksis.

Selvom lægemanglen er træls for patienterne, så er det godt for medicinstuderende, der en dag skal ud på jobmarkedet.

- Det er en fed situation for os, at vi er garanteret arbejde, når vi er færdige, og kan vælge, hvor vi helst vil være, siger hun.

Anna Lyhne

Anna Lyhne er fra Fredericia. Efter at have studeret første del af sit Medicinstudie i Odense, rykker hun nu til Esbjerg. (Foto: Hanne Høier © DR)

- Jeg er spændt. Jeg er sikker på, det nok skal blive rigtig godt.

Anna Lyhne er fra Fredericia, og hun er glad for nu at være rykket fra studiet i Odense til Esbjerg.

- Jeg kan godt lide natur. Der er selvfølgelig flere muligheder i Odense, men jeg synes også, der er noget hyggeligt ved at være i en mindre by. Så jeg synes slet ikke, at det er negativt, at Esbjerg er en mindre by end Odense, siger hun.

Hun har ikke selv planer om at blive praktiserende læge. Hun vil gerne være forsker, og her er der også fine muligheder, siger hun.

- Jeg kan godt forestille mig at blive i området. Netop fordi der er så meget forskning.

Isabella Hansen

Isabella Hansen har taget første del af medicinstudiet i Odense. Nu tager hun kandidat-uddannelsen i Esbjerg. (Foto: Hanne Høier © DR)

Isabella Hansen er kommet hjem.

- Man kan godt mærke, Esbjerg er mindre end Odense. Men jeg kommer fra Esbjerg, så det er et hjem for mig. Jeg er glad for at være her og at have havet tæt på, siger hun.

Hun vil gerne have job på sygehuset, når hun er færdiguddannet. Men hun tror på, at hendes studievenner kan være med til at afhjælpe manglen på de praktiserende læger.

- Jeg ved, at mange medstuderende har tænkt meget over det og sagtens kan se sig selv være i de mindre byer, siger hun.

Og så er hun ret sikker på, at både hun og hendes medstuderende bliver glade for at være nye studerende i Esbjerg.

- Jeg har hørt fra mange unge læger, der er havnet i Esbjerg, at de har været meget glade for det.