Folketingspolitiker: Dansk-thailandsk ægtepar må klage i Tyskland

Wanwipa Jailert må selv betale for, at hun kunne føde på et hospital i Flensborg.

Wanwipa Jailert er kommet i klemme i det danske EU-forbehold på retsområdet.

Det dansk-thailandske ægtepar Wanwipa Jailert og Søren Jørgensen må selv betale for, at hun kunne føde på et hospital i Flensborg.

I hvert fald i første omgang.

Ifølge folketingsmedlem Lotte Rod (R) kan der være muligheder. Hun har tidligere rejst sagen over for sundhedsministeren.

- Hvis hun havde født i Danmark, så ville hun have haft mulighed for at klage og dermed få betalt sin fødsel. Nu må hun finde ud af, om hun kan gøre det samme i Tyskland, siger Lotte Rod.

Ægteparret kom i klemme i det danske EU-forbehold på retsområdet.

Selvom de begge arbejder og betaler skat i Danmark, har thailandske Wanwipa Jailert ikke umiddelbart ret til gratis at føde på et dansk hospital.

På trods af, at parret bor i Tyskland, har hun heller ikke ret til gratis hospitalshjælp der, da hun arbejder i Danmark.

Uanset udfaldet af en eventuel klage fra ægteparret, så håber Lotte Rod, at lignende sager kan undgås i fremtiden.

- Den her sag viser, hvor vigtigt det er, at vi kommer helt af med retsforbeholdet, så der ikke er andre, der kommer i klemme i grænselandet.

Parret kan forvente at få en regning på mellem 30.000 og 70.000 kroner.

FacebookTwitter