Forældre vil have børn under 18 tatoveret: 'Det er curling på nyt niveau'

Det er ulovligt at tatovere unge under 18 år - alligevel bliver tatovører presset af forældrene.

Ejer af tatovørforretningen Black Ink i Aabenraa Brian Bojtang oplever ofte at få henvendelser fra forældre, der spørger, om deres børn må blive tatoveret. (Foto: Annemette Juhl Mikkelsen)

Det er ikke alle forældre, der rynker brynene, når deres børn ønsker at få lavet en tatovering på underarmen eller skulderen.

Ifølge loven bør ønsket om en tatovering forblive en drøm, indtil barnet bliver myndig, da det ellers er ulovligt at udføre tatoveringen.

Alligevel oplever tatovører over hele landet, at forældre vil have dem til at tatovere deres børn under 18 år.

Enten tropper de op i butikken, ellers ringer eller skriver de til butikken, fortæller ejer af tatovørforretningen Black Ink i Aabenraa Brian Bojtang.

- Forældrene spørger, om vi tatoverer børn under 18 år, hvis forældrene selv giver lov til det. Det sker vel tre gange om ugen, at vi får de henvendelser, siger han.

Bøde

De mange forespørgsler afviser Brian Bojtang omgående.

- Forældrene synes, at det er noget mærkeligt noget, og børnene bliver skidesure. De siger: 'Fuck din butik'. Men det er jo sådan, loven er. Jeg får jo en bøde, hvis jeg gør det, siger Brian Bojtang.

Hos Bodysigns Tattoo & Piercing i Esbjerg må ejeren Christian Nielsen også ofte afvise forældrene.

- Nogle prøver at overtale én ved at sige: Det bliver mellem os. Men jeg tatoverer ikke folk under 18 år, siger Christian Nielsen.

Herunder kan du se tatovør Brian Bojtang fortælle om de henvendelser, han får fra forældre, og hvordan forældrene og børnene reagerer, når de får afslag på en tatovering:

Henvendelser flere gange om ugen

DR Nyheder har foretaget en rundringning blandt 33 tatovører i hovedstadsområdet, på Fyn og i Nord-, Øst, Syd- og Sønderjylland.

27 af dem svarer, at de får henvendelser fra forældre, der vil have deres børn under 18 år tatoveret. Næsten halvdelen af tatovørerne svarer, at de får den type henvendelser flere gange i ugen.

Formanden for Dansk Tatovør Laug Frank Rosenkilde, der har forretning på Frederiksberg, bekræfter, at forældre henvender sig på børnenes vegne.

- Jeg kan se, at der er flere i vores forening, der oplever det. Det er noget, der er der, siger Frank Rosenkilde.

Nanna Misha Nielsen, der er indehaver af tatovørbutikken Shoppen i Hillerød, fortæller, at hun mellem to og fem gange om måneden får henvendelser fra forældre.

Og det er ikke alle forældre, der er lige forstående over for lovgivningen.

- Nogle af dem bliver fornærmet, drejer om på hælen og smækker med døren. De synes, vi er latterlige. Eller også bliver nogle af dem ved og siger: 'Vi siger det ikke til nogen', og 'kan vi ikke lave en lille aftale?', siger Nanna Misha Nielsen.

Har svært ved at sige nej

Ønsket om at få en tatovering drejer sig ifølge professor i psykologi ved Aalborg Universitet Bo Møhl om at skille sig ud.

- Tatoveringer er mainstream i ungdomskulturen, fordi der er et stort behov for at udtrykke sig selv. Det gør én til noget specielt. Den moderne identitetsdannelse er afhængig af andres reaktioner, siger han.

Når forældrene siger ja til, at deres barn under 18 år må få en tatovering, kan det være et udtryk for, at nogle forældre har svært ved at sige nej til deres børn, mener Bo Møhl.

- Man kan sagtens kalde det curling på et nyt niveau. Hvor forældrene forsøger at beskytte børnene ved at fjerne hver en sten, siger han.

- Der kan også være en anden forklaring: Nogle forældre oplever, at de unge mennesker udlever noget, som forældrene ikke selv turde gøre.

  • En ung kvinde på 18 år er ved at få en tatovering. (Foto: Annemette Juhl Mikkelsen)
  • Kvinden har tidligere fået tatoveret disse to - også efter hun var fyldt 18 år. (Foto: Annemette Juhl Mikkelsen)
  • Brian Bojtang, der har tatoveringsbutik i Aabenraa, oplever tit, at forældre vil have deres børn tatoveret. (Foto: Annemette Juhl Mikkelsen)
  • De mange forskellige skitser her er alle skitser, der er mundet ud i en tatovering på kunder. (Foto: Annemette Juhl Mikkelsen)
  • I klinikken i Aabenraa vil særligt de unge gerne have tændstikmænd tatoveret på kroppen. (Foto: Annemette Juhl Mikkelsen)
1 / 5

Komplikationer med tatoveringer

Omkring 600.000 danskere har en tatovering, og hver femte mellem 15 år og 34 år har en. Det viser en opgørelse fra Miljøstyrelsen fra 2013.

På Tatoveringsklinikken på Bispebjerg Hospital behandler man dem, som får medicinske problemer som følge af deres tatoveringer.

Overlæge på klinikken Jørgen Serup anslår, at mellem tre og fem procent af patienterne er under 18 år.

- Loven har sat aldersgrænsen ved 18 år, fordi de helt unge ikke skal have noget, som de senere fortryder. Jeg synes, at de forældre, som opsøger tatoveringsforretninger for at få deres børn tatoveret, skal skamme sig, siger han.

Tilbage hos tatovørforretningen Black Ink i Aabenraa er ejer Brian Bojtang ked af, at forældrene ikke respekterer lovgivningen.

- Jeg synes, det er dumt. Forældrene ved jo godt, at deres børn skal være 18 år, siger han.

Formanden for Dansk Tatovør Laug Frank Rosenkilde mener, at det i sidste ende er forældrenes ansvar.

- Det er jo forældrene, der skal prøve at blive voksne og så prøve at forklare deres børn, at der er en lovgivning, og at man ikke kan blive tatoveret, før man er 18 år.

Facebook
Twitter