Forældrepleje skal sikre friskoler

Det er forældrenes engagement, der skal sørge for at friskoler kan overleve.

Hvis en friskole skal have gode chancer for at overleve, er det ikke nok at eleverne er engagerede. Forældrenes engament skal også være stærkt. (© Colourbox)

Hver tiende protestskole lukker ned igen efter ganske få år, og for at det tal ikke bliver større, så er det vigtigt for friskolerne at pleje forældreopbakningen. Sådan lyder opfordringen fra formanden for Dansk Friskoleforening.

- De forældre, der er med til at starte skolerne op, skal være med til at levere det engagement og den store vilje videre til de kommende forældre. Hvis man har sådan en kultur på skolen, så viser det sig, at man er rigtig, rigtig livskraftig, siger Ebbe Lilliendal.

Branderup Friskole i Tønder Kommune har eksisteret siden 2008, og her er skoleleder Lisbeth Østergaard godt klar over vigtigheden i at pleje engagementet og opbakningen fra forældrene. En af måderne at gøre det på, er de fælles forældremøder, fortæller hun.

- Den samtale og den debat er med til holde liv i skolen og holde liv i forældrenes engagement i skolen.

God omtale er den bedste reklame

For at få gjort de næste generationer af forældre lige så engagerede, som dem der var med til at oprette skolen, så bruger Lisbeth Østergaard meget tid på dem, der henvender sig til skolen. Men for at de overhovedet ringer til skolen, så er det vigtigt med god omtale, vurderer skolelederen.

Èn af de kommende forældre på friskolen, er Betina Schmidt, der er tilflytter til Branderup. Hun var i tvivl, om hendes tvillinger, Cecilie og Sebastian, skulle starte på den lokale friskole, men blev overbevist, da hun hørte, hvad andre folk sagde om skolen.

- Jeg kender forældre fra Toftlund, hvor deres barn ikke havde det godt på den folkeskole, de var tilknyttet. Men nu er hun kommet til Branderup og har det rigtig godt, og det er jo sådan noget, man går efter. Det er, at man ved, børnene bliver taget godt imod, siger Betina Schmidt.

Siden år 2000 er der etableret 74 protestskoler i hele landet, hvoraf 8 af dem er lukket ned igen.

Èn af dem - og i øvrigt den eneste i hele Syd- og Sønderjylland - er Vester Vedsted Friskole ved Ribe, der måtte lukke i 2006.

Facebook
Twitter