Forældres skilsmisse sender børn til psykolog

Mange børn, som bliver henvist til psykologhjælp, har problemer efter en skilsmisse.

Mange børn har det så dårligt, at de bliver sendt til psykolog, når forældrene er blevet skilt. (© Colourbox)

Et stigende antal børn bliver henvist til psykolog, fordi de har problemer efter forældrenes skilsmisse.

Det oplever man hos psykologenheden i Vejen Kommune.

For selv om børnene ofte bliver henvist til psykologhjælp på grund af andre problemer, så viser en opgørelse, som ledende psykolog Poul Andersen har lavet, at otte ud af ti indstillinger faktisk handler om skilsmisse.

- Der er børn, der er skærer i sig selv. Der er børn, der er anoretisk orienteret. Og der er børn, der har en meget flabet attitude over for lærere og kammerater, forklarer han. 

Børnene er ulykkelige

På et kalenderår får Vejen Kommune 323 nye indstillinger om børn, der har brug for psykologhjælp. Dertil skal lægges mellem 70 og 100 gamle sager, som bliver genoptaget.

Og når psykologerne først når ind til børnene, tegner der sig det mønster, at børnene er kede af, at mor og far er gået fra hinanden.

- Det er børn, der er ulykkelige over den situation, som de er i. Det vil sige, at de ofte er kastebold mellem to forældre, siger Poul Andersen.

Temamøder for forældre og fagpersoner

Vejen Kommune holder derfor et temamøde for forældre, der har skilsmisseproblemer tæt inde på livet.

Senere vil psykologenheden lave et lignende møde for lærere og pædagoger, som via deres arbejde møder skilsmissebørnene.

FacebookTwitter