Foreninger vil undgå falsk tryghed: Indhenter oftere børneattester efter ansættelse

Frivillige kan blive dømt efter ansættelse - og ofte uden foreningerne får noget at vide.

Det er ikke nok at indhente børneattester én gang. Det mener flere af de store frivilligforeninger. (Foto: JEANNE kORNUM)

Det er ikke nok at indhente børneattester én gang, selvom det er det eneste, loven kræver. Det mener flere store frivilligforeninger som f.eks. DGI og Det Danske Spejderkorps.

I børneattesten vil det fremgå, hvis en frivillig er dømt for at have krænket et barn. Men foreningerne får ikke nødvendigvis besked fra politi og myndigheder, hvis en frivillig bliver dømt, efter han eller hun er blevet ansat.

Derfor indhenter DGI Sydvest børneattester hvert tredje år, fortæller direktør, Birthe Christensen.

- Det er fordi, vi ikke får automatisk besked, når der er faldet dom i nogle sager. Og når vi ikke får det automatisk, så er vi nødt til med jævne mellemrum at indhente nye attester, så er vi så ajourført, som vi kan blive, siger hun.

Falsk tryghed

Også hos Sønderborg Frikirke bliver børneattesterne indhentet hvert tredje eller fjerde år. Det fortæller præst og leder, Lars Beck.

- Så kan man gå rundt med en falsk tryghed og tænke: vi har gjort det, vi skulle i forhold til at indhente børneattesterne. Men sandheden er, at der er nogen, der kan gå rundt og lige pludselig ikke have en børneattest, som er ren længere, siger han.

Ifølge loven skal en børneattest kun indhentes, når en frivillig bliver ansat. Men foreningerne bør gøre det oftere, siger lektor på SDU, Jan Toftgaard Støckel. Han har forsket i seksuelle krænkelser i foreninger i gennem 20 år.

- Man er nødt til at indhente børneattester hvert eneste år. Det er sådan, at hvis dem, der har været dømt for den slags, finder ud af, at der er foreninger, som ikke gør det rutinemæssigt, bliver det steder, der er attraktive at søge hen, siger han.

Lille risiko

DBU og Danmarks Idrætsforbund vurderer, at risikoen er så lille og teoretisk, at de kun anbefaler klubberne at indhente børneattester den ene gang. For sådan siger loven, og derfor må det være godt nok. Det fortæller Jan Darfelt, specialkonsulent i Danmarks Idrætsforbund:

- Hvis vi samlet set som idrætsorganisationer synes, at det er forkert, skal vi have lavet loven om og ikke indføre egne, selvlavede procedurer, siger han.

I 2017 blev der indhentet lidt over 336.000 børneattester. 112 af dem var plettede.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.