Formand for fedmeopererede: Strammere regler giver færre operationer

Det er de stramme regler, der gør, at færre vælger en fedmeoperation, lyder det fra forening.

Reglerne for at få en operation betalt af staten blev strammet i 2011. Og det er det, der er forklaringen på, at der er færre fedmeoperationer i dag end for år tilbage, lyder det fra foreningen Gastric Bypass opererede i Danmark. (Arkivfoto) (© DR)

Når færre blever opereret for fedme, så er det fordi, at reglerne er for stramme på området.

Det mener Hardy Hvam, der er formand for foreningen Gastric Bypass opererede i Danmark -  en støtteforening for patienter og pårørende.

På bare fire år er antallet af operationer i Region Syddanmark faldet fra 265 i 2011 til 127 sidste år. Og tendensen er den samme på landsplan.

Skal være helt urimelig stor

Reglerne for at få en operation betalt af staten blev strammet i 2011, så nu skal man helt op på et BMI (body mass index) på mindst 50 i stedet for 40.

- Når færre bliver fedmeopereret, så skyldes det stramningerne, tror jeg. For nu skal man jo være helt urimelig stor for at komme i betragtning til en operation, siger Hardy Hvam.

Og han er imod, at reglerne er blevet strammet.

- Jeg synes, stramningerne er for meget. Hvis man skal helt op på en BMI på over 50, så er man altså virkelig virkelig stor. Så er man jo oppe i en ekstrem overvægt, siger han.

Ærgerligt at folk fravælger operation

Ifølge Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg oplever man her mange patienter, der takker nej til operationen, fordi de har hørt meget dårligt om den. Det, synes Hardy Hvam, er rigtig ærgerligt.

- Jeg synes, det er synd og skam, at folk ikke tør hoppe ud i det. Man hører desværre mest om de negative historier. Men de negative sider er jo ingenting, i forhold til hvis man slet ikke gør noget. For hvis man ikke gør noget, når man er svært overvægtig, så får man i stedet livsstilssygdomme, forklarer han.

Hardy Hvam er slet ikke i tvivl om, at man skal tage imod en fedmeoperation, hvis man får det tilbudt.

- Langt de fleste patienter har stor gavn af operationen. Og de får det meget bedre med sig selv, når de har gennemgået operationen, siger han.

Facebook
Twitter