Forsker: Vindmøllekonflikter kan undgås med dialog mellem møllejere og naboer

Vi gider ikke være naboer til vindmøller, når vi får en erstatning, mens andre tjener penge. Det viser forskning.

Vi synes, at det er uretfærdigt, at vi skal være naboer til vindmøller, når der er nogle andre, der tjener penge på dem, siger forsker. (Arkivfoto) (Foto: Jens Ole Sørensen © P4 Midt og Vest)

Konflikter mellem mølleejere og naboer kan undgås, mener Kristian Borch, som er seniorforsker på DTU og projektleder på Wind 2050, der er et forskningsprojekt, som skal finde ud af, hvad der går galt i vindmøllekonflikterne, og hvordan man kan undgå dem.

Dialog og en større inddragelse af borgerne er vejen frem, siger han:

- Naboerne får erstatning, fordi deres huse falder i værdi. Men den erstatning synes de måske ikke opvejer, at der står sådan nogle store vindmøller, som fylder i landskabet.

- Samtidig er der nogle private, som tjener rigtigt mange penge på vindmøller. Det synes folk er uretfærdigt. Så de vil måske gerne have en større bid af den kage og det kræver jo dialog, at man får det, siger Kristian Borch.

Vindmøllestridigheder i hele landet

Flere steder i landet er der lige nu konflikter omkring opsætning af vindmøller.

Senest har en borgergruppe i Esbjerg i begyndelsen af juli stævnet Natur- og miljøklagenævnet for at undgå opførelsen af vindmøller i Esbjerg by.

I Aabenraa og Haderslev kommuner protesteres der også mod vindmøller, og i Vejen Kommune har politikerne droppet vindmøllerne på grund af massive protester.

Facebook
Twitter