Fotograf om frifindelse i motorvejssag: Jeg passede bare mit arbejde

En fotojournalist fra Politiken blev i dag frikendt for at have forstyrret den offentlige orden.

Da 300 flygtninge og migranter vandrede på de sønderjyske motorveje i september 2015, bad politiet pressen om at forlade motorvejen. En fotojournalist fra Politiken nægtede. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Fotojournalisten Martin Lehmannn er i dag blevet frikendt af byretten i Sønderborg og slipper for at betale en bøde på 1500 kroner.

Han var sigtet for at have forstyrret den offentlige orden under flygtningekrisen i september 2015, hvor 300 flygtninge og migranter gik på den sønderjyske motorvej.

Martin Lehmann er glad for dommen.

- Jeg passede bare mit arbejde, og det er meget vigtigt, at vi kan få lov til at dække, hvad der sker i vores samfund. Det gør det muligt at debattere og beslutte, hvordan vi vil bygge vores samfund fremadrettet, siger han.

Fotojournalisten var sigtet, fordi han nægtede at følge politiets anvisninger om at forlade motorvejen, hvor han gik og tog billeder af hændelsen.

Derfor besluttede politiet at anholde Martin Lehmann og føre ham til politigården i Aabenraa. Men ifølge retten var fotojournalisten altså berettiget til at trodse politiets anvisninger.

- Det var en ekstraordinær situation, og jeg tog en ekstraordinær beslutning. Det er ret voldsomt ikke at efterkomme politiets anvisninger. Men det var der en meget god grund til, og det har vi i dag fået rettens ord for, siger Martin Lehmann.

"Dommen sætter sig mellem to stole"

Byretsdommer Jens Schultz-Hansen og de to domsmænd konkluderer i dommen, at politiets påbud til pressen på den ene side var "tilstrækkeligt begrundet" og "givet med rette".

På den anden side må hensynet til nyhedsformidlingen ifølge rettens vurdering "tillægges en sådan vægt, at tiltaltes nægtelse ikke kan betragtes eller anses som uberettiget".

Senioranklager Lars Viereck fra anklagemyndigheden hos Syd- og Sønderjyllands Politi, er ikke begejstret for dommen. Han mener, at den sætter sig mellem to stole.

- Det skurrer lidt i mine ører, at man på den ene side siger, at det var berettiget at bortvise pressen. Men at man samtidig konkluderer, at det heller ikke var uberettiget, at fotografen nægtede at efterkomme ordren, siger han.

Derfor mener Lars Viereck ikke, det er en dom, der får konsekvenser for den måde, politiet vil håndtere lignende sager på i fremtiden.

Politiet bad Martin Lehmann og den øvrige presse om at forlade motorvejen og følge situationen fra rabatten, markerne langs vejen og motorvejsbroerne, fordi politiet mente, at dialogen med de vandrende blev forstyrret af pressens tilstedeværelse.

Derudover skete det ifølge politiet også af sikkerhedsmæssige årsager.

Facebook
Twitter