Fra syrisk flygtning til dansk superstudent på fire år: Nu er Sedra optaget på medicinstudiet

Sedra Al-Yousef lærte dansk, tog 10.klasse og færdiggjorde gymnasiet på rekordtid.

Sedra Al-Yousef (20) blev student på rekordtid efter hun ankom til Danmark for fire år siden. Nu vil hun være læge.

I Aleppo var Sedra Al-Yousef datter af en tandlæge og en jordemoder og niece til en kirurg. Det lå i kortene, at hun skulle gå medicinens vej lige fra starten.

Da krigen kom, måtte familien flygte. Faren, der udover sin tandlægepraksis også var regeringskritisk parlamentsmedlem var jagtet af regimet, og derfor levede familien i hemmelighed i Danmark, inden de fik familiesammenføring.

Da familien Al-Yousef kom til Danmark og bosatte sig i Aabenraa for knap fire år siden, var Sedra 17 år. En gennemsnitlig dansk pige ville være i gang med en ungdomsuddannelse, men Sedra skulle først lære at tale sproget. Det skulle tage to år på ungdomsskole, sagde de, men det mente Sedra ikke kunne passe.

- Jeg fik et chok. To år på ungdomsskole, så 10.klasse, så gymnasiet. Jeg tænkte: Hvornår skal jeg så i gang med min uddannelse?, siger hun.

Sedra blev færdig med sprogskolen efter kun seks måneder, tog 10.klasse og begyndte på en STX med den samme undervisning som alle de andre. Gymnasiet færdiggjorde hun på to år på STUK i Toftlund.

- Jeg satte mig et mål for at blive hurtigt færdig, og det opnåede jeg, siger hun.

Krigen fortsætter, mens Sedra går i skole

Sedra Al-Yousef søgte ind på medicinstudiet i København, og denne uge har hun sammen med hundredvis af andre studenter kunne samle skoletasken op og sætte kurs mod drømmestudiet.

- Det betyder virkelig meget. Det kom ikke nemt til mig, siger den unge medicinstuderende.

Særligt gymnasietiden var præget af usikkerhed for Sedra Al-Yousef, så hun var tæt på at droppe ud af skolen.

Det var ikke det hårde skolearbejde, der påvirkede hende, men derimod krigen i Syrien. I 2017 mistede Sedra 38 familiemedlemmer i et kemisk angreb i byen Khan Sheikhoun i Syrien.

- Jeg følte, at det var så unfair, at jeg kunne sidde i skolen i Danmark, mens min familie døde i Syrien, fortæller hun og fortsætter:

- Jeg tog et par dage fri fra skolen. Men efter at have snakket med min lærere tænkte jeg, at jeg skulle være læge, så jeg kunne hjælpe folk her i Danmark og måske i fremtiden i Syrien, siger hun.

Udsigten til at vende hjem til Syrien ser dog sort ud lige nu, vurderer hun.

- Jeg tror ikke, det bliver nemt at vende tilbage. Men jeg vil gerne hjælpe mennesker, hvor jeg kan, og der er også folk i Danmark, som har brug for hjælp, siger hun.

Fra venstre: Sedras far Mohamed Zuher, Sedra, Sedras lillebror Adel og Sedras mor Mona til Sedras dimission på STUK i Toftlund. (Foto: PRIVATFOTO)

En flygtning er ikke bare en flygtning

Efter Sedra Al-Yousef fik eksamensbeviset fra gymnasiet i hånden med et karaktergennemsnit på 11,7, delte hun en glad opdatering på Facebook om sin rejse fra flygtning til student.

Mange lykønskede hende og roste hende for sit hårde arbejde. Også folk, hun aldrig havde mødt. Men der var også negative kommentarer, og dem får Sedra også sin del af til daglig.

- Hvis jeg tænkte over alle de negative ting, som folk skriver til mig eller om flygtninge, så ville jeg ikke være nået så langt, som jeg er. Jeg skal bare fortsætte og bevise, at en flygtning ikke bare er en flygtning. Vi kan så meget andet end bare prøve at lære dansk, griner hun.

Selvom Sedra Al-Yousef har arbejdet hårdt for at komme igennem uddannelsessystemet, mener hun, at alle flygtninge har samme muligheder som hende.

- Enhver flygtning kan bidrage til samfundet. I Danmark har de mulighed for at bidrage på deres egen måde, og det behøver ikke være en uddannelse som mig, siger hun og fremhæver, at et netværk i Danmark også er vigtigt.

På trods af de hårde studier, havde Sedra Al-Yousef nemlig mange danske venner på STUK, hvor hun også boede på kollegium.

- Hvis man føler sig tryg i landet, så kan man, hvad man vil. Det er vigtigt, at vi som samfund kan støtte hinanden. Vores fordomme skal ikke stå vejen for, at en flygtning kan opnå det, de vil, siger Sedra Al-Yousef.

Facebook
Twitter