Frank blev smittet med coronavirus i Ischgl: 'Jeg har hørt fra folk, jeg ikke har talt med i årevis'

Frank Blikker Lundsberg har været smittet med coronavirus, men er erklæret rask igen.

Frank Blikker Lundsberg blev smittet med coronavirus efter en skiferie i Østrig i sidste uge. (Foto: Lise Bæksgaard)

Sent lørdag nat i sidste uge kom Frank Blikker Lundsberg hjem fra skiferie med gutterne.

Søndag eftermiddag ringede hans telefon så.

En af Franks kammerater var i den anden ende:

- Jeg har sgu fået det lidt dårligt, lød beskeden fra vennen.

Senere samme aften fik også Frank Blikker Lundsberg feber, og der gik ikke længe, før han begyndte at koble sine symptomer med den berygtede coronavirus, som på det tidspunkt for alvor var begyndt at gøre sin indtog i Europa.

Men kunne det virkelig være rigtigt? Kunne han være blevet ramt af smitten?

Fik det dårligere

Vennegruppen havde tilbragt den første uge af marts på ski i Ischgl i Østrig.

Et område, som på daværende tidspunkt var uden for myndighedernes opmærksomhed, men som de siden begyndelsen af denne uge har frarådet alle rejser til.

Mandag fik Frank Blikker Lundsberg det så dårligere, og han kontaktede sin læge. Han blev testet for coronavirus tirsdag.

Og onsdag fik han så meldingen om, at testen var positiv.

- Jeg må indrømme, at det var nok desværre det, jeg havde forventet. Men jeg vidste jo, at jeg ikke var en af dem, som ville blive alvorligt syg, siger han.

I alt seks ud af 12 i vennegruppen blev testet positive for coronavirus.

- Var vi rejst afsted, mens det var et rødt område (et område, som alle rejser frarådes til, red.), så skulle vi have haft et gok i nøden. Det er der ingen tvivl om. Men det her var der ingen, der kunne have forudset, siger Frank Blikker Lundsberg.

Feber og ondt i kroppen

Allerede inden Frank Blikker Lundsberg blev testet positiv, valgte både han og hans hustru at gå i frivillig isolation.

Deres søn trak de ud af skolen - bare for at være på den sikre side.

- Vi er glade for den måde, vi har været isoleret på fra starten af, så vi ikke er gået rundt og har smittet en masse. For jeg kunne have været en smittespreder, siger han.

Heldigvis ramte coronavirusset ikke Frank Blikker Lundsberg hårdt.

- Jeg har ikke haft det slemt. Jeg har haft noget feber og ondt i kroppen. Jeg har ikke haft hoste eller problemer med luftvejene, siger han.

Masser af hjælp fra naboer

Mens Frank Blikker Lundsberg og hans familie opholdt sig i isolation, modtog de adskillige tilbud om hjælp til praktiske gøremål fra familien og venner samt naboer og bekendte i lokalsamfundet Løjt Kirkeby få kilometer fra Aabenraa.

- Jeg har hørt fra mennesker, jeg ikke har talt med i årevis. Naboer har tilbudt deres hjælp. Forældre til børn i min søns klasse har sagt, at vi bare skulle sige til, hvis vi havde brug for hjælp, siger Frank Blikker Lundsberg.

Under sygdomsforløbet har Frank Blikker Lundsberg været i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed.

Og her fik han besked om, at han ville blive erklæret raskmeldt, når hans temperaturmålinger morgen og aften fire gange i træk var under 37, 4 grader.

Torsdag aften levede han op til kravene og blev erklæret rask igen.

'Er han nu sikker?'

Selvom mange har været forstående og har tilbudt Frank Blikker Lundsberg at handle eller hente pakker for ham, så er han også bekymret for, hvordan omverdenen vil møde ham, efter at han er blevet raskmeldt.

- Jeg skal tilbage på arbejde mandag. Min læge har også fortalt mig, at når jeg kommer ud, så vil folk kigge på mig som pestramt. Folk vil formentlig være bekymret for at være sammen med mig og sidde i møde med mig, siger han og tilføjer:

- Det er klart, når jeg kommer op i Brugsen, så vil folk kigge på mig og tænke: ”Er han nu sikker?” Og det kan jeg sagtens forstå.

Men Frank Blikker Lundsberg er helt sikker for andre at være i nærheden af - måske endda sikrere end de fleste.

- Min læge har sagt til mig, at jeg er den sikreste at kramme af alle mennesker. For jeg har været syg, og jeg kan ikke bære smitte videre. Jeg skal bare sørge for at tage rent tøj på og spritte mig af, siger han.

Se Frank Blikket Lundsberg i videoen sætte ord på, når han skal ud i virkeligheden:

Vanvittigt som det smitter

I alt 139 danskere er blevet testet positive, efter at de har opholdt sig i det populære skisportsområde Ischgl.

Heriblandt Frank Blikker Lundsberg og fem andre i vennegruppen.

Frank Blikker Lundsberg og de fem venner tog smitten med hjem og smittede tilsammen to hustruer og seks børn i Danmark.

- Det er vanvittigt, at det kan smitte sådan her, siger Frank Blikker Lundsberg.

Nu har han det godt igen, og han er klar til at gå i gang med sit arbejde igen mandag.

DR Syd talte med Frank Blikker Lundsberg fredag.

Det er efterfølgende blevet besluttet, at Frank Blikker Lundsberg indtil videre skal arbejde hjemmefra.