Fremtidens solceller kan blive tynde og til at folde ud

En forskningsgruppe arbejder på at udvikle en lettere type solcelle af organisk materiale.

Solcelleforskningsgruppen har arbejdet på teknologien i fem år. Der er stadigvæk udfordringer med at gøre den nye type solcelle stabil og langtidsholdbar. (Foto: Morten Stricker © Scanpix)

Der kan snart være et alternativ til massive solcelleanlæg på husets tag.

Solcelleteknologien er nemlig ved at nå et stadie, hvor man kan trykke solcellerne på fleksibelt organisk materiale. Det vil gøre solcellerne ultratynde og bøjelige.

Teknologien er blandt andet udarbejdet af en dansk forskningsgruppe under Syddansk Universitets Nano Syd, der lige nu arbejder på at få den nye type solcelle klar til produktion.

Morten Madsen, der er leder af forskningsgruppen, fortæller:

- Du skal forestille dig celler, der er ligesom folie eller papir. De bliver fleksible og lette at arbejde med.

Bliver den nye type af solceller en realitet, vil det give helt nye perspektiver for brugen af solceller, vurderer Morten Madsen.

- Det er en væsentligt billigere teknologi, og det vil formentlig også blive billigere for forbrugerne at investere i, siger han.

Der er imidlertid et stykke vej endnu til, at de tynde solceller er klar til at blive monteret på hustagene.

Ifølge Morten Madsen er en af udfordringerne for forskningsgruppen at sørge for, at solcellerne er stabile og har en fornuftig levetid.

Foreløbig er forskerne kommer så langt, at de i samarbejde med flere danske og udenlandske partnere arbejder på en avanceret trykkemaskine, der er forstadiet til en egentlig massefremstilling af den nye type solcelle.

Solcelleforskningsgruppen har arbejdet på teknologien i fem år.