Når nye historier fra slaget ved Dybbøl Mølle dukker op, så er det måske din nabo, der har været med til at grave dem frem.
Der er nemlig et stigende antal frivillige, der hjælper med at skrive historiske dokumenter om vores fælles kulturhistorie ind på en computer og gøre det frit tilgængeligt på nettet.
På landsplan har Rigsarkivet 751 frivillige, som taster informationer ind i deres database.
Mai-Brit Lauritsen, der er arkivar på Rigsarkivet i Aabenraa, fortæller, at de frivillige er en stor hjælp på grund af alle de mandetimer, de lægger i det.
- De har en utrolig gejst, og det er takket være dem, at man for eksempel kan søge oplysninger frem om mange af de soldater, der deltog i krigen i 1864, siger Mai-Brit Lauritsen.
De frivillige mødes også til såkaldte indtastningsfester, hvor de hver i sær har en bærbar under armen og samles for at indtaste de historiske dokumenter.
Den frivillige, der har indtastet flest historiske dokumenter, er Inger Buchard, der er opvokset i Jels ved Haderslev.
Hun er oppe på hele 3000 dokumenter. Hun sætter selv stor pris på de historiske dokumenter, der har gjort hende klogere på sin egen families historie, der har rødder i Slesvig-Holsten.
- Det er en fornøjelse, hver gang vi finder noget, vi ikke troede, vi kunne finde, siger hun.